Disse fejl med mobilen kan koste dig livet

12. januar 2018 12:55 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det kan koste dig livet, hvis du ikke lader din mobil op på den rigtige måde.

Hvordan oplader jeg min mobil bedst? Det spørgsmål har du måske stillet dig selv.

Her kan du få svaret på, hvad du i hvert fald ikke skal gøre. Det kan i sidste ende koste dig – og andre – livet.

Hver anden dansker trodser brandfaren og oplader telefonen om natten. Særligt blandt dem med uoriginale opladere står det slemt til. Her er det nemlig to ud af tre, der giver telefonen strøm, når de sover.

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Hver anden gør det på den farlige måde

De sidste par år har budt på flere historier om, hvordan mobiltelefoner eller andet elektronisk udstyr kan starte brande. Alligevel oplader hver anden dansker stadig telefonen, når de sover. Et tal der har været statisk gennem de sidste par år.

Det viser sig tilmed, at de danskere, der har uoriginale opladere, i højere grad end andre oplader telefonen, når de er gået i seng. I denne gruppe er det nemlig to ud af tre, der gør det.

Hold øje med telefonen

Og det kan blive et stort problem, da de uoriginale opladere kan være decideret farlige at bruge – især uden opsyn.

– Det undrer mig, at så mange tager chancen og oplader telefonen om natten, selvom vi gang på gang ser, at det kan starte en brand, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring, i en pressemeddelelse.

Store stikflammer ud af telefonen

En af de personer, der var vant til at lade sin telefon op om natten, er Morten Aastrøm Andersen.

Som alle andre havde han lagt sin telefon – heldigvis i vindueskarmen og ikke i sengen – og lagt sig til at sove.

Da hans alarm ringer, tager han telefonen, trykker på ’snooze’ og lægger den ved siden af hovedpuden.

– Jeg vågner ved, at der lyder et ordentligt knald. Jeg rejser mig halvt op i sengen og kigger på telefonen. Der står stikflammer ud af den – 10-15 centimeter lange. Det ligner nærmest en skærebrænder, sagde Morten dengang til Newsbreak.dk.

I galleriet kan du se, hvordan Mortens telefon så ud, efter den eksploderede.

Du kan læse hele Mortens historie i artiklen: Mortens telefon eksploderede i sengen få centimeter fra hans hoved.

Mange brande kan undgås

Der er heldigvis nogle forholdsregler, man kan følge, så man reducerer risikoen for brand. For måden, man håndterer elektronik på, kan have stor betydning for sikkerheden.

– Hvert år ser vi en del sager med brande, der er startet i elektronik. Blandt disse er der en håndfuld, der er startet ved opladning af mobiltelefoner, tablets eller computere, oplyser Henrik Sagild.

Se rådene over artiklen.

Fakta

Hvordan oplader du din telefon?

Undersøgelsen er lavet af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring i oktober 2017 blandt 1166 repræsentativt udvalgte danskere.

Hvornår oplader du som regel din telefon?

• Om morgenen 6 %
• I løbet af dagen 27 %
• Om aftenen 12 %
• Om natten 52 %
• Har ikke en telefon 1 %
• Ved ikke 2 %

Har din husstand nogen uoriginale mobilopladere?

• Ja 29 %
• Nej 64 %
• Ved ikke 7 %

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu