ANNONCE

Hvorfor ser de ens ud?

31. oktober 2020 06:53 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Hvornår har du sidst set på forsiden af dit pas?

Hvor ofte tænker du på, hvordan dit pas ser ud? Forfatteren til denne artikel kan afsløre, at du ikke er alene, hvis dit svar er “sjældent til aldrig,” og ifølge Den Store Danske blev forsiden på det danske pas, som vi kender det, indført i 1985.

I andre lande forholder det sig anderledes, eksempelvis i Taiwan, hvor man så sent som i september 2020 annoncerede, at man agtede at ændre på designet på øens pas. Når Taiwan vil indføre sådan en ændring, bunder det blandt andet i det forhold, der er mellem Taiwan og Kina.

Spørger man Kina, er Taiwan en provins der mest af alt skiller sig ud, fordi øen agerer med en vis selvstændighed, der ikke genkendes i alle Kinas provinser. Spørger man Taiwan, eksempelvis præsident Tsai Ing-Wen, vil hun formentlig sige, at Taiwan er sit eget land med sin helt egen selvstændighed.

Du kan i galleriet til denne artikel se, hvordan pas ser ud fra lande i vidt forskellige dele af verden, og som du kan se, har de alle sammen en hel del til fælles, uanset hvor landene så ellers ligger.

Mindre Kina

Det er netop den selvstændighed, Taiwan forsøger at understrege med øens nye pas. Hvor der på det gamle pas med store bogstaver øverst står “Republic of China” og med mindre bogstaver længere nede står “Taiwan.”

På det nye pas er tilhørsforholdet til Kina nævnt med meget lille skrift, mens selve “Taiwan” fylder endnu mere. Ifølge BBC fik afsløringen af passet en repræsentant for Kina til at gøre det klart, at det nye pas ikke forandrer, at Taiwan hører sammen med Kina. Repræsentanter for Taiwan gjorde det, ifølge BBC, klart, at passet skal understrege, at borgere, der har ret til passet, er fra Taiwan og ikke Kina.

Historier

Kigger man på det nye pas, er det dog svært at se den store forskel på det og eksempelvis et dansk pas. De følger den samme designfilosofi, men kaster man et blik på passets historie, bliver det klart, at det ikke altid har været sådan.

BBC skriver, at historikere har fundet henvisninger til paslignende dokumenter fra så tidligt som 450 år før vor tidsregning, mens det første bevarede dokument, der blev brugt som pas, ifølge BBC er fra 1636. Det blev udstedt til Sir Thomas Littleton, og det gav ham mulighed for at forlade England og i øvrigt medbringe fire tjenestefolk, 50 pund og andre ejendele.

I 1920 forsøgte Folkeforbundet at nå til enighed om, hvad et pas skulle være, og hvordan det skulle se ud, og med det fandt man den formel, der bruges af en lang række lande verden over den dag i dag. Ordet pas skulle fremgå på mindst to sprog, ejerens nationale tilhørsforhold skulle stå i toppen, nationens våbenskjold midt for og ordet “pas” skulle stå i bunden.

Det er i dag i FN-regi, at man udarbejder reglerne for, hvordan et pas skal se ud, og hvor man her stiller krav til størrelse på et pas, og den teknologi der bruges i passet, er der til gengæld ingen krav fra FN om, hvad farve et pas skal have. Når pas i EU-regi alle har den samme, røde farve, er det fordi det udtrykker det fælles tilhørsforhold, de forskellige EU-lande har sammen, og det er måske blandt andet derfor, at man i Storbritannien har gjort det klart, at man her går fra rød til blå, så snart det er muligt efter brexit.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu