ANNONCE

Teenager i kritisk tilstand

12. september 2020 07:17 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk og Ritzau Info

En 18-årig ung mand blev fredag aften ramt af skud på Frederiksberg

Teenager i kritisk tilstand
En ung mand,d er fredag aften blev ramt af skud på Frederiksberg, er i kritisk tilstand. Det bekræfter politiet. Foto: Presse-fotos.dk.

En ung mand er fredag aften blevet ramt af skud ved en episode på Finsensvej på Frederiksberg.

Han meldes lørdag morgen til at være i kritisk tilstand. Det oplyser Københavns Politi.

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.44, oplyser politiets vagtchef.

– Personen er blevet kørt til behandling, sagde vagtchef Michael Andersen fredag aften.

Lørdag morgen oplyser politiet til flere medier, herunder Ekstra Bladet og TV2, at den unge mand er i kritisk tilstand. Vedkommende er 18 år.

Stoppede togdrift

Forbrydelsen skete på gaden. I forbindelse med indsatsen og i et forsøg på at fange gerningsmanden eller gerningsmændene fik politiet kortvarigt stoppet togdriften til og fra Flintholm Station, oplyser vagtchefen.

– Vi er massivt til stede, siger Michael Andersen om efterforskningen.

Det er fredag aften ikke umiddelbart muligt for politiet at afgøre, om der er tale om et opgør i bandemiljøet.

I øvrigt er der registreret i alt ti episoder med skyderi i det offentlige rum i Københavns politikreds i årets første syv måneder.

Oplysningen står i et svar, som Københavns Politi forleden sendte på et spørgsmål fra Ritzau.

Opgørelsen gælder perioden fra 1. januar og frem til 27. juni og omfatter alene tilfælde, hvor politiet har fundet spor efter skudafgivelse.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu