ANNONCE

Igen: Mand i gul bil tilbød pige bamser

15. juni 2020 14:43 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Søndag blev en syvårig pige tilbudt bamser af en fremmed mand.

Klokken 10.26 søndag blev Østjyllands Politi kontaktet af en far, hvis syvårige datter var blevet tilbudt bamser af en fremmed mand.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Det er en hændelse, som Østjyllands Politi har modtaget flere henvendelser om den seneste tid. Det kan du læse mere om længere nede i artiklen.

Da den syvårige pige legede på en legeplads ved Nattergalevej i Aarhus Vest blev hun kontaktet af en mand, der sad i en bil.

Han sagde til hende, at han ville give hende bamser. Men pigen skulle ifølge sin far have afvist manden.

Manden havde efter afvisningen hverken virket truende, taget fat i hende eller gjort andet, der kunne have gjort den syvårige bange. Faren fortæller, at hans datter ikke virkede utryg, da hun kom hjem.

Pigen beskrev manden som værende ældre med hvidt hår og skæg. Han skulle køre i en gul personbil.

Efterfølgende søgte Østjyllands Politi efter netop en bil eller en mand, der passede til pigens beskrivelse, for at finde ud af, hvad mandens hensigt var ved at kontakte den syvårige.

Det lykkedes dog ikke politiet at finde frem til noget.

Østjyllands Politi understreger selv, at hændelsen søndag minder om to tidligere, der blev beskrevet i døgnrapporten fra den 29. maj 2020.

Her blev en otteårig pige sammen med sin veninde kontaktet af en mand, der forsøgte at lokke børnene til sig ved hjælp af bamser.

Pigerne var på vej hjem fra skole ved Bispehavevej i Hasle, da manden kørte op på siden af pigerne og sagde ‘kom’.

Her blev manden også beskrevet som værende én, der havde et stort hvidt skæg. Dog kørte vedkommende ikke i en gul, men en grøn bil.

Østjyllands Politi vil nu undersøge, om der kunne være tale om, at det er den samme mand, der har stået bag begge hændelser.

Politiet var i forbindelse med hændelserne i maj i kontakt med manden, der stod bag.

Han forklarede, at han lå inde med en række bamser, som hans børn var blevet for store til. Han ville derfor forære dem væk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu