ANNONCE

Ikke alle nye biler imponerer lige meget her

1. oktober 2020 22:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Hos FDM er man bekymrede for, at nye biler indgyder falsk tryghed blandt bilisterne.

Ikke alle nye biler imponerer lige meget her
Nye biler er ikke nødvendigvis så sikre, som man kunne tro. Foto: FDM.

Hvor tryg kan du være, hvis du sidder i en ny bil, der næsten kan køre selv, hvis man kigger på den teknologi, der følger med nyere biler?

Ifølge FDM er man ikke helt så sikker, som man kunne have håbet, og faktisk mener man hos FDM, at det kan give falsk tryghed bag rattet og øge risikoen for ulykker. Det skriver FDM i en pressemeddelelse.

FDM henviser til en ny test, Euro NCAP har lavet af de såkaldte førerassistent-systemer i 10 forskellige biler.

Det er anden gang, at systemet bliver testet af Euro NCAP, og fokus har denne gang været på den såkaldte “Highway Assist,” der skal sikre en jævn hastighed, sikker afstand til forankørende og en bil, der bliver i egen vognbane ved hjælp af bilens vognbaneassistent og adaptive fartpilot.

– Formålet med testen er at gøre forbrugerne mere opmærksomme på systemerne, hvordan de virker og deres begrænsninger, men også at undersøge samspillet mellem system og fører. For som navnet antyder, skal assistent-systemerne kun assistere og ikke overtage styringen. Det er ikke alle testens biler, der klarer det lige godt, siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Han bruger Tesla Model 3 som eksempel på et af problemerne.

– Her er forholdet mellem bil og fører noget samspilsramt. Enten kører bilen selv, eller også kører føreren. Der er ikke tale om, at bilen blot assisterer føreren, og det trækker ned, siger Søren W. Rasmussen.

Testet på flere måder

Bilerne er testet i en række forskellige situationer. De har fået testet deres evne til at styre uden om en forhindring på vejen, køre igennem en kurve og reagere, hvis en anden bil pludselig trækker ind foran køretøjet. Her er det afgørende, skriver FDM, at føreren med hjælp fra systemet nemt kan overtage styringen af bilen.

Euro NCAP har også testet, hvordan de forskellige bilers øvrige sikkerhedssystemer håndterer en kritisk situation, eksempelvis nødbremsen.

– Mange af de testede Highway Assists har en god balance mellem system og fører. Til gengæld kommer flere af bilernes sikkerhedssystemer til kort, når de skal gribe ind og måske forhindre en ulykke i at ske. Et eksempel, der samtidig viser, hvor hurtigt udviklingen går, er den Volvo V60. Hvor den udmærkede sig for bare få år siden, opnår den i dag kun en gennemsnitlig bedømmelse. Også populære biler som Renault Clio, Peugeot 2008 og Nissan Juke har et godt samspil mellem fører og system, men sikkerhedssystemerne mangler det sidste, når det bliver kritisk, siger Søren W. Rasmussen.

Fakta

Hvor god er sikkerhedsteknologien i nye biler?

Euro NCAP har med den aktuelle test videreudviklet den første test fra 2018, hvor fokus var på den nye teknologi. Der er nu udviklet en firetrins-bedømmelse: Basis, Middel, God, og Meget God.

Testresultatet påvirker ikke de stjerner, en bil har opnået, da den undergik en Euro NCAP-test.

Sådan klarer bilerne sig:

Meget god

– Audi Q8

– BMW 3-serie

– Mercedes-Benz GLE

God

– Ford Kuga

Middel

– Nissan Juke

– Tesla Model 3

– Volvo V60

– VW Passat

Basis

– Peugeot 2008

– Renault Clio

Kilde: FDM. 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu