ANNONCE

Ikonisk Aarhus-figur stjålet – for femte gang

16. december 2019 16:33 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

James er væk. Og det er ikke første gang. Tværtimod.

Mangen en aarhusianer kender nok den mandshøje butler foran Clarina Blomster på Sct. Pauls Kirkeplads på Frederiksbjerg.

Nu er det halv-spektakulære syn en saga blot – forhåbentlig dog kun for en tid.

Butleren James er blevet stjålet – igen. Men ejeren håber på, han dukker op og igen kan udfylde pladsen på fortovet. Det har han gjort de foregående fire gange, han er blevet stjålet.

Artiklen fortsætter under videoen

James forsvandt mandag 9. december. Midt om eftermiddagen, midt i juletravlheden.

– Vi opdagede det først, da vi skulle lukke og han skulle tages ind, siger Lene Højlund Jacobsen, ejer af Clarina Blomster, til Newsbreak.dk.

Hun håbede på, en anden medarbejder havde været hurtigere og fået butleren, der var lænket til forretningen, ind i varmen – men, desværre.

Pist væk var han. For femte gang på 10-11 år.

Signalement

James vejer kun cirka 10 kilo, men er omkring 185 centimeter høj.

– Så han må være kørt væk i en varebil eller lignende, siger Lene Højlund Jacobsen.

Hvis det er tilfældet, vil mandagens tyveri minde om James’ forsvinden i 2017, hvor to hætteklædte mænd stjal butleren – også ved højlys dag.

Han blev dengang fundet i en skov ved Knudsø.

Århus Stiftstidende skrev også i 2017, at James ved en anden lejlighed blev han bortført af en mand på en scooter.

Efterlyst på Facebook

Denne gang er James’ forsvinden ikke blevet anmeldt til politiet. Til gengæld er han blevet efterlyst på blomsterbutikkens Facebook-side.

Et opslag, der i skrivende stund har affødt mere end 600 delinger og 70 kommentarer.

Det er dog ikke kun på de social medier, butlerens tomme plads er gået upåagtet hen.

– Kunderne spørger, hvor han er, siger Lene Højlund Jacobsen.

Hvis man kigger på billederne af James over artiklen, vil det fremgå, han  ikke er helt ens på dem alle.

– Han skifter hat, hvis der sker noget. For eksempel, hvis der er fodbold eller lignende, fortæller Lene Højlund Jacobsen, der håber på, at hun igen kommer til at skifte hovedbeklædning på sin elskede butler.

Har du oplysninger i sagen, kontakt redaktion@newsbreak.dk.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu