ANNONCE

Ild i bil: Brandskadet mand søges

31. januar 2020 13:10 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Politiet søger en brandskadet person.

Natten til fredag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i en bil på en parkeringsplads på Mathildelundsvej i Aarhusforstaden Viby.

Da politi og brandvæsen nåede frem til stedet, var bilen overtændt og bar ifølge politiet præg af, at der havde været en mindre eksplosion i forbindelse med branden.

Artiklen fortsætter under videoen

Branden blev anmeldt klokken 1.10.

Søger brandskadet mand

I forbindelse med branden så et vidne en mand løbe væk fra stedet og køre fra stedet i en bil.

Politiet fandt efterfølgende flere spor, der kunne indikere, at branden var påsat.

Blandt andet fandt en hundepatrulje brændt tøj i et buskads i nærheden.

Det indikerer, at der kan have været gået ild i gerningsmanden og at han formentlig har fået brandskader.

Østjyllands Politi søger derfor vidner, der har kendskab til en mand, der pludseligt har fået brandskader, eller som har andre oplysninger, der kan lede til gerningsmanden.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu