ANNONCE

Pårørende i chok: Urner med aske stjålet

5. juni 2020 12:56 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Ved et indbrud i Gjerlev Kirke ved Randers er to urner, der skulle nedsættes, blevet stjålet.

I løbet af tirsdag aften eller natten til onsdag blev flere ting stjålet fra graverbygningen ved Gjerlev Kirke nær Randers. Herfra er også to urner, der skulle nedsættes, blevet stjålet.

Østjyllands Politi appellerer nu til gerningsmændene om at informere om, hvor de to urner kunne befinde sig. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Henvend jer

Selv om indbruddet blev anmeldt onsdag, så er det først torsdag, at det blev opdaget, at der manglede to urner fra graverbygningen. De to urner stod i en kasse, indtil at de senere skulle nedsættes på kirkegården.

Østjyllands Politi håber nu, at gerningsmændene, der står bag tyveriet, henvender sig og forklarer, hvor urnerne befinder sig.

– Der sidder pårørende til de døde, der er meget berørte, og vi vil meget gerne have urnerne tilbage til dem og kirken igen. Hvis du ser urnerne eller har kendskab til, hvor de er, så ring til politiet. Lad være med at røre eller flytte dem – lad politiet om det, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Politiet understreger, at urnerne ikke har værdi for andre, end de pårørende.

Set hvid bil

Foruden urnerne er der fra graverbygningen også stjålet to buskryddere, en hækkeklipper og en havetraktor, som tyvene kørte væk på en trailer, der også tilhørte kirken. Traileren blev fundet i landsbyen Tvede syd for Gjerlev.

Politiet har dog også et andet spor, for en beboer i Gjerlev lagde mærke til en hvid bil, der holdt parkeret ved Gjerlev Kirke natten til onsdag. Der er formodentlig tale om en Citroën Berlingo eller en Peugeot Partner. Morgenen efter var bilen væk.

Østjyllands Politi hører derfor også gerne fra borgere, der har set en hvid bil i området omkring Gjerlev Kirke, eller alternativt set nogle køre rundt med en trailer, hvorpå der var en havetraktor, natten til onsdag.

Det undersøges endvidere om dette indbrud kunne kædes sammen med andre lignende.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på 114.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu