ANNONCE

Indbrudstyv hærgede nordkysten: Nu er 51-årig blevet anholdt

25. maj 2016 13:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Særligt politisamarbejde har efter en intensiv efterforskning forhåbentligt sat en stopper for en indbrudstyv, der har været ganske flittig i den seneste måneds tid

Indbrudstyv hærgede nordkysten: Nu er 51-årig blevet anholdt
Særligt politisamarbejde har efter en intensiv efterforskning forhåbentligt sat en stopper for en indbrudstyv, der har været ganske flittig i den seneste måneds tid. Foto: Google Maps.

En mand på 51 bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Lyngby Ret. Han blev i går, 24. maj, anholdt og sigtet for en række indbrud og andre forbrydelser på den sjællandske nordkyst, og grundet indbruddenes karakter blev sagen overtaget af det særlige sjællandske politisamarbejde mod organiseret indbrudskriminalitet og hjemmerøverier, Task Force Indbrud (TFI).

– Vi overtog sagen på grund af vores viden om feltet. Vi har eksisteret i snart fire år og har derfor en god viden om indbrudsmiljøet, fortæller Allan Lørup, politikommissær og medlem af Task Force Indbrud. Han vil ikke nærmere ind på, præcis hvordan den særlige enhed blev sat på den pågældende sag, men han kan dog fortælle, at den 51-årige er mistænkt for at have begået indbrud i blandt andet Hornbæk, Vejby og Gilleleje. I en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med anholdelsen har Allen Lørup også udtalt:

– Det er med stor tilfredshed at Task Force Indbrud med gårsdagens anholdelse har sat en stopper for en aktiv indbrudstyv. Den videre efterforskning vil have særlig fokus på, om den anholdte skal sigtes for flere forhold, end der allerede er sket.

Den videre efterforskning skal blandt andet klarlægge, præcist hvor mange indbrud, der faktisk er tale om, og hvorvidt det cykeltyveri den 51-årige for nuværende tidspunkt er sigtet for, istedet skal ændres, hvis det viser sig, at cyklen blev taget fra et hus i forbindelse med et indbrud.

Første indbrud i april måned

Den 51-årige, der er sigtet for de forskellige forhold, blev i 2014 dømt for blandt andet indbrud, og i november 2015 blev han i den forbindelse prøveløsladt.

– Han har derfor stadig lidt på bankbogen derfra, fortæller Allan Lørup.

Ifølge politiet fandt det første indbrud sted 10. april, mens det sidste blev begået omkring 22. maj. Et par dage senere blev den 51-årige anholdt, og op til anholdelsen har TFI arbejdet intensivt med sagen i to uger.

– Vi var fra starten opmærksomme på, at der var en person, der gik og lavede de her indbrud, fortæller Allan Lørup. Men han vil ikke ud med, hvordan TFI kom på sporet af den 51-årige, eller hvordan de i sidste ende fandt frem til ham.

– Det gjorde vi ud fra efterforskningen og fra ja … vores almene viden, fortæller Allan Lørup til Newsbreak.dk.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu