ANNONCE

Indkalder til møde om ny virus-variant

21. december 2020 07:13 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Sundhedsminister Magnus Heunicke

Den nye variant af coronavirus, som i disse dage lægger England øde – N501Y – giver også hovedbrud i den danske regering.

I første omgang er al flytrafik fra Storbritannien lukket i 48 timer for at forsøge at forhindre, at den nye corona-variant spreder sig.

Det sker fra mandag formiddag klokken 10.

Samtidig har sundhedsminister Magnus Heunicke indkaldt covid-19 følgegruppen mandag morgen.

Det oplyser Magnus Heunicke på Facebook.

N501Y

Her er, hvad vi ved om den nye virusstamme indtil videre:

* Mandag 14. december meddelte den britiske regering, at der er fundet en ny variant af covid-19, der går under betegnelsen N501Y.

* Lørdag viste foreløbige resultater fra en særlig britisk virusgruppe, Nervtag, at den nye variant er op til 70 procent mere smitsom end den gængse covid-19.

* N501Y ser ikke ud til at være mere dødelig, og den foreløbige konklusion er, at virusvarianten reagerer på vacciner.

* Britiske eksperter siger, at koncentrationen af varianten er særligt stor i London og det sydøstlige England, hvorfor regeringen søndag beordrede en hård nedlukning af områderne. Folk må ikke forlade området uden særlig tilladelse.

* Nedlukningen gælder i første omgang til 30. februar, men kan ifølge den britiske sundhedsminister komme til at vare flere måneder.

* FN’s Verdenssundhedsorganisation (WHO) meldte søndag, at den følger situationen, og at man vil iværksætte flere undersøgelser.

* Ifølge SSI er der ni genetiske ændringer i den nye variants spike-protein. Spike-proteinet sidder på virussets overflade, som virusset bruger til at hæfte sig fast til kroppens celler. Syv af ændringerne er mutationer. I den danske minkvariant, der blev kendt som cluster 5, blev der fundet syv genetiske ændringer.

* Der er blevet påvist ni tilfælde af den nye virusstamme i Danmark. Af dem var seks i Storkøbenhavn og tre i Nordjylland på samme adresse.

* Adskillige europæiske lande er ikke stødt på varianten endnu, men flere EU-lande valgte søndag at lukke fly- og togtrafik til og fra Storbritannien.

Kilder: Statens Serum Institut, gov.uk, WHO, Reuters.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu