73 millioner liter spildevand lukker strande

Onsdagens regnvejr har medført, at flere nordsjællandske strande har frarådet borgere at bade på grund af kolibakterier i havvandet

Rødt flag på Bellevue Strand ved Klampenborg torsdag.
Rødt flag på Bellevue Strand ved Klampenborg torsdag.

Citathistorie: TV 2 Lorry

Det er nok de færreste, der har lyst hoppe i havet på en grå dag som i dag, men skulle man alligevel blive fristet, skulle man torsdag holde sig væk fra en række strande på den nordsjællandske østkyst på grund af sundhedsskadelige kolibakterier i badevandet.

Onsdagens heftige regnskyl var mere, end hvad flere nordsjællandske kommuners kloaksystemer kunne klare. 

Rensningsanlæggene blev fyldt op, og for at aflaste kloaksystemerne blev en del af kloakvandet udledt i havet.

73.000 kubikmeter spildevand

Vandselskabet Novafos oplyser til TV 2 Lorry, at der i det forgangne døgn er udledt 73.000 kubikmeter spildevand ved kysten i deres kommuner. 

Det svarer til 73 millioner liter. Eller hvis man skal skære det helt ud i pap, så er det 73 gange den mængde vand, som svømmebassinet i Frederiksberg Svømmehal indeholder.

- Der er ikke plads til alt det vand, der kommer derned. Så har man valget, om det skal komme op i husene eller her ved kysten, hvor det gør mindre skade, end hvis det kom op i folks huse og kældre, siger Arne Kristensen, der er kommunekoordinator hos Novafos, til TV 2 Lorry.

Regnvand og kloakvand

Ved Bellevue Strand er 7.000 kubikmeter udledt svarende til syv millioner liter spildevand. Spildevandet består ifølge Novafos af omkring 90 procent regnvand og ti procent kloakvand.

Overløbene sker oftere i takt med, at der kommer større mængder nedbør, end hvad de gamle kloaksystemer er bygget til.

- Det kan de ikke klare, når vi kigger med nutidens øjne. Vi arbejder på at få opgraderet systemet, så vi kan håndtere sådanne hændelser, hvor vi arbejder med at få delt regnvand og spildevand hver for sig, siger Arne Kristensen.

Lange udsigter

En endelig løsning på problemet er der lange udsigter til. Omkring 30 år for at være helt præcis. 

I 2015 vedtog Gentofte Kommune en plan om separat kloakering, som skal stoppe udledningen af spildevand i år 2050.

- Vi arbejder på det. Det tager tid og er meget bekosteligt. Vi har brugt 900 millioner kroner de seneste seks år. Vi laver løbende gravearbejde på vejene i kommunen, og hver gang et projekt bliver færdigt, minimerer vi overløbet, siger Karen Riis Kjølbye (K), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Gentofte Kommune, til TV 2 Lorry.

Der er lang tid til 2050. Kan I ikke fremskynde processen?

- Jo, hvis vi må bruge flere penge eller sætte vandprisen op, så forbrugerne også betaler noget af det. Men det må vi ikke, som det ser ud lige nu, siger Karen Riis Kjølbye.

Torsdag aften er der igen grønt flag på tre af de seks berørte strande, herunder Bellevue Strand.

Powered by Labrador CMS