83 personer druknet i Danmark
Der er registreret mindst 83 drukneulykker i 2022. Ofrene faldt i vandet i halvdelen af tilfældene
I 2022 druknede mindst 83 mennesker ved drukneulykker i Danmark.
Det viser en opgørelse foretaget af Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed.
Det er det højeste antal i ti år, siger formanden for rådet, Erik Bech.
- Langt de fleste af ulykkerne er falde-ulykker. Det er altså folk, der faldt i vandet, hvor de ikke havde tænkt sig at nærme sig vandet, siger han.
Var alene
Samtidig druknede over 79 procent af ofrene, mens de var alene. Der var altså ikke andre i nærheden til at hjælpe.
Samtidig kan man se en tendens på tværs af køn. Kvinder har mindre risiko for at drukne ved at falde i vandet.
- Igen er det næsten 80 procent mænd, der drukner og dør af det. Den typiske drukneulykke er en midaldrende mand, der går alene et sted i nærheden af vand og falder i, siger Erik Bech.
Årsagen kan være, at kvinder har en større tendens til at følges med nogen på vej hjem fra en sammenkomst.
Mindre risikovillige
- Kvinder er mindre risikovillige og har en tendens til ikke at gå alene hjem. Vi tror også, at det er derfor, mænd er mere repræsenterede i tallene, siger Erik Bech.
Her har Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed en klar opfordring til alle: Gå ikke alene, når du er i nærheden er vand.
- Det er måske noget, som mennesker skal vænne sig til i det hele taget, og som vi skal have mændene til at gøre også. Lad være med at gå alene hjem, fiske alene, bade alene og sejle alene. Bare lad være med at gå alene, siger Erik Bech.
Så mange druknede i 2020
Mindst 72 druknede i 2020 ifølge Rådet for Større Badesikkerhed.
Ulykker, hvor mennesker faldt i vandet ved et uheld eller var alene i vandet, dominerer druknestatistikken for 2020.
De drukneulykker, der skyldes fald på land, sker typisk ved havnekajer, broer, stier og lignende.
- Over halvdelen var faldulykker. Og rigtig mange falder i havne. Det er her, at vi har det største problem, fortæller formand for Rådet for Større Badesikkerhed, Erik Bech, til Newsbreak.dk.
- 80 procent er mænd, viser vores statistik. Det hænger sammen med, at mænd ofte er mere risikovillige end kvinder.
Gennemsnitsalderen på de druknedøde var 57 år.
Der spores ingen reel nedadgående tendens i antallet af fatale drukneulykker. Niveauet er stort set det samme som tidligere år.
