Akutpatienter risikerer at dø

Kun 25 procent af landets akutte kirurgiske patienter opereres inden for de seks timer, som lægerne anbefaler

Det kræver en tæt koordineret indsats, hvis patienter med akut behov for operation skal visiteres, scannes og opereres inden for de seks timer, som lægerne mener er det forsvarlige. (Arkivfoto).
Det kræver en tæt koordineret indsats, hvis patienter med akut behov for operation skal visiteres, scannes og opereres inden for de seks timer, som lægerne mener er det forsvarlige. (Arkivfoto).
Udgivet Opdateret

Selv om det kan koste livet, så bliver kun hver fjerde af landets akutte kirurgiske patienter opereret inden for de lægeligt anbefalede seks timer.

Imens kan deres risiko for at dø eller få komplikationer stige time for time. Det viser tal fra Regionernes Kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

75 procent af de patienter, som har akut behov for operation, venter længere end de anbefalede seks timer.

Flere får stomi

Den typiske patient har enten tarmslyng, mavesår, hul på mave-tarmsystemet eller blødninger i bughulen.

- Studier viser, at ventetid på akutte operationer ud over højere dødelighed og komplikationer også medfører, at flere patienter får stomi, siger Peter Svenningsen, formand for Akut Kirurgi Databasen i RKKP og ledende overlæge på Nordsjællands Hospital.

Stomi er kunstig tarmåbning på maven, hvor man tømmer sin afføring ud i en pose.

Et dansk studie fra Rigshospitalet baseret på 2668 patienter opereret for hul i mavesækken viste, at overlevelsen faldt med 2,4 procent for hver times forsinkelse.

Dør af ventetid

Det betyder over 50 procent øget risiko for at dø, hvis operationen forsinkes et døgn.

- En cancerpatient dør sjældent af at vente et døgn, men det gør disse patienter, siger Peter Svenningsen.

I øjeblikket er der langt til målet om, at 80 procent af de akutte kirurgiske patienter skal opereres inden seks timer efter ankomsten til hospitalet.

Forklaringen er ifølge Peter Svenningsen, at der kræves en stribe koordinerede og hurtige tværfaglige indsatser.

Markant forskel

Til gengæld viser erfaringerne fra hans egen arbejdsplads på Nordsjællands Hospital, at det ikke kræver en masse ekstra ressourcer - men skarpt fokus.

Her blev kun 13 procent af patienterne fra 1. september 2020 til 31. august 2021 opereret inden for seks timer. Men en intensiv indsats har gjort en markant forskel.

I den bedste periode blev næsten 90 procent af de akutte patienter opereret inden for seks timer.

- Vi kan mangle personale. Men når vi har fuld fokus på problemet, så lykkes vi med at give markant flere patienter den hurtige behandling, siger Peter Svenningsen.

Årligt har omkrig 3500 patienter behov for akut operation.

Det kræver en tæt koordineret indsats, hvis patienter med akut behov for operation skal visiteres, scannes og opereres inden for de seks timer, som lægerne mener er det forsvarlige. (Arkivfoto).
Det kræver en tæt koordineret indsats, hvis patienter med akut behov for operation skal visiteres, scannes og opereres inden for de seks timer, som lægerne mener er det forsvarlige. (Arkivfoto).

STOMI

En stomi er en kunstig åbning ind til kroppens indre organer

Ved nogle tarmoperationer kan det blive nødvendigt at lægge enten tynd- eller tyktarmen frem i såkaldte ileo- eller kolostomier, hvorved afføringen opsamles i en stomipose

Det er vigtigt at pleje huden omkring stomien korrekt for at undgå skader på huden

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS