Studiestart er mere end bare fester

Traditionen tro åbner studenterhuset Breakroom dørene til studiestartsfest på tværs af de videregående uddannelser i Kolding.
Udgivet Opdateret

Studenterhuset Breakroom byder i år de nye studerende på de videregående uddannelser i Kolding velkommen med en kulturel skattejagt på Trapholt, en gådeløsende team-event på Koldinghus samt en kæmpe aftenfest på studenterhuset efterfulgt af chill out dagen efter.

Traditionen tro åbner studenterhuset Breakroom dørene til studiestartsfest på tværs af de videregående uddannelser i Kolding, men i år er der indgået et samarbejde med Koldinghus og Trapholt, som begge gerne vil give de unge studerende en kulturel indgangsvinkel til Kolding.

– Med den øgede fokus på Kolding som studieby med det nye universitet og campusområde, det øgede antal af studerende og fokus på designuddannelser, vil vi gerne fremvise de oplevelser og muligheder, vi tilbyder på Trapholt, fortæller kommunikationschef Trine Nissen og fortsætter:

– Det er en oplagt mulighed for at udfordre de unge studerende på deres viden og kunnen om kunst, design og matematik samtidig med at de får en rundvisning på selve museet.

I løbet af dagen vil der ligeledes blive serveret picnickurve og tapas’er, hvor der vil være rig mulighed for at netværke på tværs af uddannelserne.

Dagen starter ud med en opsamling ved det nye universitet, hvorefter de studerende transporteres til Kunst- og design museet Trapholt, hvor der vil være picnic og skattejagt. Dernæst går turen videre til Koldinghus, hvor den gådeløsende team-event Da Vinci Koden på Koldinghus udspiller sig. Her bliver der åbnet for en verden af mystiske koder, kryptiske opgaver og gådefyldte hemmeligheder, alt sammen med de historiske rammer som kulisse.

– Vi er meget glade for at kunne tilbyde en så varieret oplevelse af Kolding med indspark fra to af Koldings største kulturattraktioner, fortæller projektleder Line Hansen og fortsætter:

– De unge efterspørger selv et godt mix af faglige og kulturelle udfoldelser samt de klassiske studie events. Derfor skal vi heller ikke forglemme årets aftenfest på studenterhuset Breakroom, hvor der bliver disket op med flere kendte kunstnere, DJ’s og en euforisk stemning, hvor de studerende netop har mulighed for at feste med andre nuværende og nye studerende.

Studiestarten bliver allerede kickstartet med fredagens kæmpe koncert ved det nye universitet og intentionen er at skabe en festival lignende stemning i Kolding centrum hen over weekenden, hvor de studerende bliver bombarderet med massevis af spændende oplevelser fordelt over hele weekenden.

For at afslutte weekenden bliver studenterhuset Breakroom søndag åbnet for en mere afslappende event, hvor der er mulighed for  at netværke med de nye venskaber, der eventuelt blev indgået i løbet af weekenden. Derudover bliver der tændt op i grillen til fælles barbecue og afslapning.

Hele arrangementet er støttet af Kolding Kommunes kulturafdeling, samt Børne- og unge forvaltning, Nordea Fonden, Erhvervsgruppen Kolding samt de videregående uddannelser i Kolding.

Arrangementet foregår lørdag og søndag den 21.-22. september.

Powered by Labrador CMS