Bil totalskadet: Tordner mod selskab

Egentlig havde Niels Vandrefalk opgivet at kæmpe kampen mod sit forsikringsselskab, efter hans bil blev smadret i en busgrav. Men nu har han fået blod på tanden

79-årige Niels Vandrefalk kørte fast i en busgrav og fik totalskadet sin bil.
79-årige Niels Vandrefalk kørte fast i en busgrav og fik totalskadet sin bil.
Udgivet Opdateret

- Jeg er vred. Jeg har tegnet en dyr kaskoforsikring, som jeg ikke kan bruge. Det er bizart. Og det er uanstændigt, konstaterer Niels Vandrefalk.

Det er Niels Vandrefalks forsikringsselskab, som han tordner mod. 

Forsikringsselskabet har nægtet at dække udgifterne, efter han kørte fast i en busgrav og fik totalskadet sin bil. 

79-årige Niels Vandrefalk havde netop hentet sin kone på busstationen på Mazantigade i Kolding tilbage i november, da han i tusmørket overså advarselsskiltene, fik forvildet sig ind i en bussluse og endte i busgraven.

- Det var forfærdeligt. Min kone gav et gisp fra sig. Jeg nåede ikke at reagere. Pludselig sad jeg der ... Min bil passede lige i hullet - som en fisk i en sardindåse, fortæller Niels Vandrefalk til Newsbreak.dk.

Afgørelse: Groft uagtsom kørsel

Der gik to timer, før det lykkedes de to hold fra SOS Vejhjælp at få ægteparrets bil fri af metalkonstruktionerne i busgraven. 

Både forpartiet og bunden på bilen - en lille Toyota Yaris - blev smadret, og bilen blev sidenhen erklæret for totalskadet. 

Niels Vandrefalk regnede med, at hans kaskoforsikring som en selvfølge ville dække udgifterne. Men der kunne han godt tro om igen.

Den juridiske afdeling i Niels Vandrefalks forsikringsselskab har nemlig truffet afgørelse om, at han ikke skal have udbetalt nogen forsikringspenge. De mener, at der var tale om grov uagtsomhed fra hans side. 

- Hvis man for eksempel kører over for rødt er det groft uagtsomt. Hændelserne kan ikke sammenlignes, slår bilisten fast. 

Har DU været ude for noget lignende?

Hvis du har oplevet noget lignende og vil fortælle din historie, så kontakt Newsbreak via dette link: https://newsbreak.dk/ved-du-noget-tip-os/

Kilde: jv.dk

-Skiltning var for dårlig

Niels Vandrefalk erkender dog, at han var uopmærksom under kørslen. 

- Men skiltningen var for dårlig, så jeg kunne ikke orientere mig ordentligt. Og busslusen med busgraven er en absurd konstruktion, lyder det. 

Han understreger, at han er ved sine fulde fem og en rutineret bilist, som kører landet tyndt - omkring 70.000-80.000 kilometer om året.

Kostede dyrt

Uheldet har kostet Niels Vandrefalk, som til daglig er dramatiker og teaterleder for Holberg Teatret i Kalundborg, dyrt. 

Teaterlederen har brug for en bil i sin daglige gøren og laden. Så det er endt med, at han har overtrukket kontoen og været nødsaget til at låne 35.000 ud af sin kassekredit på 50.000 kroner, så han kunne anskaffe sig en ny. 

Egentlig havde Niels Vandrefalk opgivet at kæmpe kampen mod sit forsikringsselskab. 

- Jeg har fortvivlet tænkt, at jeg ikke orker at kæmpe den kamp, for den er tabt på forhånd. Det er alligevel dem, som bestemmer, fortæller han. 

-Jeg klager

Men efter Kolding Kommune har valgt at tage aktion og skabe forbedringer i busslusen, så har Niels Vandrefalk alligevel besluttet sig for at tage kampen op.

- Jeg er stjernelykkelig over ændringerne. Og jeg har fået blod på tanden. Jeg har besluttet mig for at gå klagevejen via forsikringsselskabet, og hvis der ikke kommer noget ud af det, så er der også Ankenævnet for Forsikring, fortæller han og tilføjer: 

- Der er uoverskueligt meget, man skal udfylde, men lige nu har jeg tid til at beskæftige mig med den slags bureaukrati. 

Hvad vil du sige til dem, der måske mener, at du burde have været mere opmærksom under kørslen?

- Jeg vil sige: Gå ned og tag et kig på stedet. Så kan man med egne øjne se de forbedringer, der er sket. Der er blevet skabt en ny konstruktion i busslusen og sat nye skilte op.  

Kommunen har taget aktion

Hvis du har oplevet noget lignende og vil fortælle din historie, så kontakt Newsbreak via dette link: https://newsbreak.dk/ved-du-noget-tip-os/

Kilde: jv.dk
Powered by Labrador CMS