Det smadrer din søvn

Halvdelen af de unge i alderen mellem 16 og 24 år får ikke nok søvn. Synderen er primært telefoner og tablets

Udgivet Opdateret

Unge mennesker sover for lidt og ligger for ofte med skærmen foran sig, inden de lukker øjnene.

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Her er flere end 11.000 personer over 16 år blevet spurgt til deres søvnvaner.

Cirka halvdelen af de 16-24-årige i undersøgelsen angiver, at de ikke får søvn nok til at føle sig udhvilet.

Skærmtid er den dominerende årsag - telefon, tablet, tv eller computerspil.

Skærmen rammer

Ifølge Anne Illemann Christensen, forskningschef hos Statens Institut for Folkesundhed og medforfatter på studiet, er det et alvorligt problem.

- 70 procent unge mænd og 80 procent kvinder angiver, at det er på grund af skærmprodukter.

- Vi ved, at mangel på søvn har en række negative konsekvenser for helbred og trivsel.

Coronanedlukningerne kan have spillet ind, siger Anne Illemann Christensen. Det er en mulighed, at nedlukningerne med eksempelvis hjemmeundervisning og ingen byture kan have ændret de unges skærmadfærd.

Ud af soveværelset

Hun har et håndgribeligt råd: få skærmene ud af soveværelset.

Ifølge Poul Jennum, professor og søvnforsker på Rigshospitalet, understøtter studiet det, som anden forskning har vist.

Han siger, at for lidt eller for dårlig søvn kan have helbredsmæssige konsekvenser. Helt lavpraktisk har en person med dårlig søvn mindre energi, nedsat koncentration samt dårligere hukommelse og indlæring.

Han fortæller, at det tager cirka en til to timer for hjernen at "nedregulere", så søvnen kan indtræde.

Laver bestemte handlinger

- Vi har brug for en stabilisering op til søvnen, hvor der er en bestemt mental og social sekvens af begivenheder, der gør, at vi indstiller hjernen på, at vi skal sove.

- Vi slukker computeren, vi undgår at skændes med partner eller familie. Vi laver nogle bestemte handlinger og fortæller hjernen, at nu er det tid til at gå i seng.

Men det kan altså blive kraftigt forstyrret, hvis man ligger med eksempelvis sin mobiltelefon og har Facebook og Instagram åbnet, mens der måske også er en arbejdsmail eller to, der skal ses.

Mange tjekker op på de sociale medier eller ser film på en tablet inden sengetid. Det kan forringe søvnen markant. (Arkivfoto).
Mange tjekker op på de sociale medier eller ser film på en tablet inden sengetid. Det kan forringe søvnen markant. (Arkivfoto).

Seks råd til at sove godt i varmen

Luft godt ud i soveværelset inden sengetid og sov med vinduet åbent, hvis det er muligt.

Anskaf dig mørklægningsgardiner og skærm gerne af for solen hele dagen. Det holder temperaturen i soveværelset nede og giver grundlæggende bedre søvn.

Tag et varmt bad en halv times tid før sengetid. Det varme vand får kropstemperaturen til at stige, hvorefter den falder, inden du skal sove. Et koldt bad gør dig omvendt mere frisk, hvilket kan være et problem, når du skal sove.

Skift helårsdynen ud med en sommerdyne. Hvis det er alt for varmt, kan du sove med et lagen.

Sov nøgen. Undersøgelser viser, at kroppen bedre kan komme af med varme uden tøj, og at man generelt får en bedre søvn.

Hav noget koldt vand på natbordet og eventuelt nogle kolde omslag, som du kan ty til, hvis du får brug for det i løbet af natten.

Powered by Labrador CMS