Dette kan koste din hund livet

-Lad nu være, lyder den klare opfordring

Udgivet Opdateret

Onsdag kan der blive sat varmerekord i Danmark.

Sker det, kommer temperaturerne over 36 grader.

Gør det ikke, så bliver det alligevel varmt. Meget varmt. 

Derfor kan det være en rigtig dårlig ide, at pakke den firbenede ind i bilen, når der skal købes ind.

Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse, opfordrer derfor til, at man lader sin hund blive hjemme. Hvert kvarter stiger temperaturen nemlig med 10-15 grader i en parkeret bil, og åbne vinduer gør ingen forskel.

- Mange mennesker forsøger at gøre det rigtige ved at stille bilen i skyggen, men det hjælper ikke, for skyggen er også varm, så der bliver alligevel som en ovn i bilen.

Det kan i værste fald koste din hund livet, hvis den tilbringer for lang tid i en varm bil
Det kan i værste fald koste din hund livet, hvis den tilbringer for lang tid i en varm bil

Kan blive den sidste tur

Ifølge Jokumsen er der nærmest kun et alternativ: Efterlad hunden derhjemme.

- Selv om hunden kan virke trist over, at du forlader hjemmet, vil det til enhver tid være bedre for den at blive hjemme i et afkølet rum og med adgang til frisk vand, frem for at sidde i en bagende bil. I værste fald kan det ende med at tage livet af den, understreger Jens Jokumsen.

Vanvittigt varmt

En tommelfingerregel er, at når udetemperaturen rammer omkring 20 grader, stiger temperaturen inde i en bil hurtigt og kan på en halv time komme helt op på 40-50 grader.

På en 'normal' sommerdag, hvor temperaturerne nærmer sig de 30 grader, er der - ifølge app - målt 66 grader i denne journalists bil.

Det kan - i sagens natur - heller ikke anbefales at efterlade børn i bilen. 

Ifølge DMI topper varmen omkring klokken 15 onsdag. Det bliver sandsynligvis varmest i Sønderjylland.

SÅDAN SKAL DU GØRE

Er det absolut er nødvendigt kortvarigt at efterlade sin hund eller kat i bilen, er det vigtigt at følge nogle enkle forholdsregler.

Parkér altid i skygge

Frisk luft er vigtigt, så åben mindst to vinduer på klem, eller bagsmækken, så der bliver luftgennemstrømning i kabinen.

Læg en seddel i forruden med dit mobilnummer, så du kan kontaktes, hvis en kritisk situation skulle opstå.

Ved hedeslag

Hjælp dyret med drikkevand, kølige omslag og skygge

Kilde: Dyrenes Beskyttelse
Powered by Labrador CMS