Dette koster dig 22.000 ekstra

De stigende priser kommer til at koste en normal husholdning 22.000 kroner ekstra om året

Udgivet Opdateret

22.000 kroner.

Det kan en gennemsnitlig dansk husholdning se frem til at skulle lægge ekstra om året med de stigninger forbrugspriserne har taget i løbet af det seneste år.

Det viser en beregning fra seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel.

Ifølge ham skal en gennemsnitlig husstand i dag finde 22.000 kroner ekstra i husholdningsbudgettet i forhold til for et år siden.

Prisudviklingen gør samtidig, at danskernes realløn for første gang i ti år er sendt i bakgear. Reallønnen er et udtryk for danskernes købekraft - altså hvor meget danskerne kan få for den løn, de får udbetalt.

- Fremgangen i vores løn kan for første gang i ti år ikke følge med den galoperende inflation, siger Mathias Dollerup Sproegel.

- Vi venter, at det vil dæmpe fremgangen i forbruget, og der er en risiko for, at vi senere på året kommer til at opleve fald i forbruget, siger han.

Priser stiger før lønnen

Tidligere har cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer forklaret, at det typisk er sådan, at forbrugerpriserne stiger, før lønningerne gør det.

Derfor er det ikke utænkeligt, at der kan ske generelle lønstigninger den næste tid.

- Vi har en forventning om, når vi kigger fremad, at lønvæksten bredt vil begynde at accelerere herhjemme.

- Nu og her er der dog udsigt til, at danskernes rådighedsbeløb tager et ordentligt dyk som følge af den meget kraftige acceleration, vi har set i inflationen, sagde Tore Stramer forleden.

22 tusindekronesedler skal man have op af lommen ekstra om året for at kunne følge med prisstigningerne på forbrugsvarer.
22 tusindekronesedler skal man have op af lommen ekstra om året for at kunne følge med prisstigningerne på forbrugsvarer.

Corona og Ukraine-krigen

Den stigende inflation kan forklares med især to forhold. Dels har corona haft en betydning, og dels har krigen i Ukraine påvirket prisudviklingen.

Krigen i Ukraine har særligt skubbet priserne på energi, brændstof og flere forskellige fødevarer i vejret.

Det hænger sammen med, at Ukraine og Rusland er store producenter og eksportører af energi, brændstof og fødevarer.

Powered by Labrador CMS