Sne-kaos på vejene: Flere uheld

Sneen daler over Danmark juleaftensdag, og det giver glatte småveje flere stedet i landet, melder lokalmedier

Udgivet Opdateret

Flere steder i landet skaber snevejr og lave temperaturer trafikale udfordringer.

Midt- og Vestsjællands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opfordrer ifølge TV 2 Øst til at køre forsigtigt juleaftensdag.

- De større indfaldsveje er ryddede nu, men det er jo stadig glat, for vejret ligger omkring frysepunktet.

- Så vi kan kun opfordre til at køre forsigtigt og efter forholdene, siger Henrik Møller Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, til TV 2 Øst.

I kredsen har der været enkelte uheld, men ikke noget af voldsom karakter.

Vintertjenesten ved Bornholms Regionskommune advarer også om risiko for glatte veje efter torsdagens snefald.

Det skriver lokalmediet Bornholm.nu.

Falder sne ved middagstid

Desuden viser prognoser, at der omkring middagstid fredag igen falder sne og slud over øen.

Der rådes derfor til at køre forsigtigt.

Der meldes om sne-kaos flere steder i Danmark juleaftensdag
Der meldes om sne-kaos flere steder i Danmark juleaftensdag

På Fyn faldt sneen også torsdag, og Fyns Politi fik i alt seks anmeldelser om trafikuheld forårsaget af vejret. Ingen af dem var dog alvorlige, skriver TV 2 Fyn.

Der ventes at falde sne igen fredag formiddag, men resten af dagen holder det tørt.

- Med den vejrudsigt skal det nok køre, og lige nu er motorvejskameraerne helt tomme, siger vagtchef Henrik Strauss til TV 2 Fyn.

Flere uheld

Hos Midt- og Vestjyllands Politi fortæller vagtchef Anders Hansen, at de har haft en del mindre uheld på grund af det glatte føre.

- Så jeg vil opfordre folk til at passe på. Man skulle jo gerne komme sikkert frem til juleaften.

Ifølge Vejdirektoratet er der dog ingen problemer på de statslige veje og motorveje. De er ryddede og saltede, lyder det.

Hvad er hvid jul?

Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt at mere end 90 procent af Danmark er dækket af sne 24. december om eftermiddagen.

Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden.

Snedybden skal være mere end en halv centimeter.

Kilde: DMI
Powered by Labrador CMS