DMI: Danmark splittes op i to
Den ene del får sol - det skal den anden del ikke regne med
Tirsdag byder på solskinsvejr til Syddanmark, mens man i de nordlige egne af landet ikke skal forvente at få så meget sol i ansigtet.
- Landet bliver brudt op i to halvdele. Den sydlige del af Danmark - Sønderjylland, Fyn og Sjælland - får sol, mens vejret bliver skyet i den nordlige del. Der kan desuden falde lidt regn mod nordvest, fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Lars Henriksen til Newsbreak.dk.
Her bliver det koldest
Temperaturen kommer til at ligge mellem 1 og 5 grader.
Det bliver køligst i de østlige egne.
Vinden bliver svag til frisk fra syd og sydvest.
Regn på vej
Ud på aftenen er der forsat udsigt til klart vejr i den sydlige del af landet, men i resten af landet er der mest skyet vejr i vente med lidt regn hist og her.
Vi får nattetemperaturer mellem 2 graders frost og 5 graders varme.
Hvis vi kigger frem mod onsdag, venter der os en gråvejsdag med vedvarende regn.
