Eks-borgmester scorer dobbeltløn

Da Eik Dahl Bidstrup (V) blev tilbudt stillingen som formand for Krifa, trådte han tilbage som borgmester i Dragør Kommune. Med sig tager han 775.000 kroner i eftervederlag

Daværende Dragør-borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) i forbindelse med sidste kommunalvalg i 2017.
Daværende Dragør-borgmester Eik Dahl Bidstrup (V) i forbindelse med sidste kommunalvalg i 2017.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Lorry

Den tidligere Dragør-borgmester Eik Dahl Bidstrup modtager mere end trekvart millioner skattekroner fra kommunen, mens han samtidig indkasserer en høj løn som formand for fagbevægelsen Krifa.

Det viser en aktindsigt, TV 2 Lorry har fået.

Eik Dahl Bidstrups dobbeltløn skyldes, at man som borgmester har mulighed for at modtage et såkaldt eftervederlag, når man stopper. Det gjorde Bidstrup den 1. juni i år, da han forlod posten efter syv år som borgmester.

- Jeg har som sådan ikke nogen holdning til det. Det er en del af den aftale, man har indgået på Christiansborg for flere år tilbage. Og det har været de klare betingelser, siden jeg blev valgt som borgmester, siger Eik Dahl Bidstrup.

Op til et års borgmesterløn

Eftervederlagsordningen gør det muligt for en borgmester at blive headhuntet til et job i den private sektor og tage op til et års borgmesterløn med sig over i den nye stilling.

En række partier har kritiseret ordningen, efter flere sager inden for de seneste år, hvor en borgmester har forladt posten i utide til fordel for et andet job og har indkasseret dobbeltløn gennem eftervederlaget.

I den tidligere Venstre-borgmesters tilfælde modtager Bidstrup 774.346,97 kroner i eftervederlag svarende til 10,5 måneders løn.

- Skal der ændres i reglerne for eftervederlag, skal det ske i Folketinget. Så det vil jeg ikke forholde mig til, siger Eik Dahl Bidstrup.

En slags overgangsordning

Ordningen med eftervederlag er egentlig tiltænkt borgmestre, der af den ene eller anden årsag skulle miste sit ”job” – for eksempel ved at ”tabe” et valg – og derfor med kort varsel går fra at være borgmester til at være jobsøgende. En slags overgangsordning.

Men når overgangsordningen i stedet bliver til en anseelig, sekundær indtægtskilde ved siden af et vellønnet job, er den svær at være fortaler for ud fra et demokratisk synspunkt.

Det mener Robert Klemmensen, der er professor i statskundskab og ekspert i kommunalpolitik.

- For nu at sige det ligeud, så er det ikke forsvarligt, når borgmesterens eftervederlag bliver til en dobbeltløn. Der er ikke gode argumenter for det. Og det gør det ekstra vanskeligt at håndtere, fordi vælgerne ude i kommunerne har meget lidt indflydelse på det, siger han.

Kræver lovændring

Skal reglerne for eks-borgmestres adgang til dobbeltløn afskaffes, kræver det en lovændring. Og den slags skal vedtages i Folketinget.

Tilbage i 2016 granskede en kommission ministres og borgmestres vederlag – og herunder eftervederlag. Her anbefalede man blandt andet at afskaffe eftervederlaget, hvis en borgmester eller minister frivilligt træder ud af politik midt i en valgperiode.

Denne anbefaling blev dog afvist af et flertal i Folketinget.

Ikke den eneste

Eik Dahl Bidstrup er ikke den eneste eks-borgmester, der for nylig har taget et klækkeligt eftervederlag med sig som lommepenge ved siden af en ny, vellønnet stilling i den private sektor.

Efter flere lignende sager inden for det seneste år meldte Venstre i slutningen af september måned, at de nu var klar til at slutte sig til en række andre partier, der alle ønsker at ændre reglerne for borgmestres eftervederlag.

Ved årsskiftet fremsatte Dansk Folkeparti et beslutningsforslag om at indføre modregning i borgmestres eftervederlag. Dengang blev forslaget stemt ned af et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikale Venstre.

Vil ikke oplyse honorar

Hverken Krifa eller Eik Dahl Bidstrup ønsker at oplyse, hvad den tidligere borgmester modtager i honorar for sin stilling som formand.

Men et kig i organisationens årsrapporter viser, at forgængeren Søren Fibiger Olesen i 2020 havde en årsløn på 1,53 millioner kroner inklusiv pension.

Powered by Labrador CMS