Fængslet for vanvidskørsel på sti

31-årig kvinde er varetægtsfængslet i 14 dage for blandt andet at have bragt andre i fare

Kvinden blev varetægtsfængslet efter dommen i Retten i Glostrup. Foto: Liselotte Sabroe
Kvinden blev varetægtsfængslet efter dommen i Retten i Glostrup. Foto: Liselotte Sabroe
Udgivet Opdateret

Mandag aften måtte tre personer i Vallensbæk på Vestegnen springe for livet.

Årsagen var en 31-årig kvinde, der kørte bil på stisystemet, hvor personerne opholdt sig.

Kvinden er onsdag blevet varetægtsfængslet i 14 dage.

Det siger anklager i sagen, Robert Rafn, til Newsbreak.dk.

Undveg ikke

Han fortæller, at kvinden kørte hurtigt på stien, og hun er sigtet for ikke at forsøge at undvige de tre personer.

Hun er derudover mistænkt for at have været narkopåvirket i situationen.

Politiets narkotests på stedet slog ud på flere forskellige slags.

Robert Rafn kan ikke oplyse, hvilke narkotiske stoffer der er tale om, før undersøgelserne er færdig.

- Men der er mistanke om en kombination af flere stoffer. Det er hårde euforiserende stoffer, der er totalt uforenlige med at køre bil, siger han

Indrømmer selv

Selv har kvinden indrømmet, at hun dagen forinden havde indtaget stoffer, fortæller Robert Rafn

Kvinden har også forklaret, at hun uforvarende havde indtaget "en cola, der smagte sjovt" på dagen for vanvidskørslen, siger Robert Rafn.

Beslaglagt bil

Bilen, som hun kørte i, er blevet beslaglagt.

Det er ikke hendes egen bil - den er ejet af en såkaldt 3. mand.

Varetægtsfængslingen varer til 28. juli.

Kvinden har kæret afgørelsen, så hun stadig har mulighed for at få landsretten til at kigge på sagen.

Powered by Labrador CMS