Forgiftet af snus: Molly fik krampeanfald

Mollys ejer Tine Nielsen troede, at hun skulle dø

Tine Nielsen var meget bekymret for, om hunden Molly ville overleve krampeanfaldene.
Tine Nielsen var meget bekymret for, om hunden Molly ville overleve krampeanfaldene.
Udgivet Opdateret

Tine Nielsen fik sig en stor forskrækkelse forleden, da et voldsomt syn mødte hende.

Familiens hund Molly havde fået et krampeanfald. Munden var åben og fuld af hvidt skum, tungen vendte indad, og øjnene var vidt opspilede. 

- Hun var helt væk. Det så voldsomt ud. Jeg sagde til min søn: "Jeg tror, at vi mister Molly," fortæller Tine Nielsen til Newsbreak.dk og fortsætter:

- Jeg var bekymret for, at hun skulle dø. Jeg vidste ikke, hvad der skete, så jeg havde en følelse af afmagt.

Blev "manisk og hyped"

Hunden havde kramper i det ene øjeblik. Men i det næste øjeblik - da kramperne var ophørt - fór hun rundt, gøede og peb og slikkede sin ejer i ansigtet. 

- Hun virkede helt manisk og hyped, fortæller Tine Nielsen. 

Molly fik flere krampeanfald. Anfaldene gentog sig dog igen og igen. 

- Jeg kender min hund, og jeg kunne se, at hun led, lyder det fra hundens ejer.

Så Tine Nielsen besluttede sig for, at Molly skulle tilses af en dyrlæge. 

Havde fundet snus på jorden

Dyrlægen kunne på baggrund af en række prøver konstatere, at hunden efter al sandsynlighed havde fået nikotinforgiftning. 

Forklaringen måtte være, at Molly havde fundet noget efterladt snus på jorden, som lugtede og smagte af mint, som hun så havde gumlet på. 

Nikotin var altså årsagen til, at hunden skiftevis fik kramper og blev manisk og ekstatisk. 

- Nikotin er jo gift, som går lige i hjernen, påpeger Tine Nielsen. 

Tinas bøn: Smid det ud 

Molly fik noget beroligende ad flere omgange. Og nu er hunden på højkant igen. 

Men Tine Nielsen har en bøn til unge mennesker og andre, der tager snus: 

- Smid snus i skraldespanden frem for at smide det på jorden. Og saml snusposer op, hvis I ser dem ligge og flyde på jorden. 

Tine Nielsen er godt klar over, at unge ikke smider snus på jorden af ond mening. 

- De tænker sig ikke om. De tænker ikke over, at det kan være farligt for hunde og børn.

Powered by Labrador CMS