Gælder i dag: Fjerner disse corona-krav

Fra torsdag gælder der ikke længere arealkrav for serveringssteder, hvor gæster sidder ned. Det glæder Bone's

Fra torsdag lempes flere coronarestriktioner. Et af dem er, at en negativ PCR-test nu er gyldig i coronapasset i 96 timer og ikke blot 72 timer. (Arkivfoto)
Fra torsdag lempes flere coronarestriktioner. Et af dem er, at en negativ PCR-test nu er gyldig i coronapasset i 96 timer og ikke blot 72 timer. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Når serveringsstederne rundtom i Danmark torsdag byder gæster indenfor, sker det med en række lempede coronarestriktioner.

Blandt andet vil der ikke længere være et krav om, at serveringsstederne skal sikre tilpas meget gulvareal til hver enkelt af gæsterne.

Konkret har kravet været, at for serveringssteder, hvor gæsterne primært sidder ned, har hver gæst skullet have to kvadratmeter gulvareal for sig selv.

Det krav er dog sløjet fra og med torsdag.

Glæder Bone's

Hos kæden Bone's, der har spisesteder i det meste af landet, har man set frem til den yderligere lempelse.

Det fortæller Jan Laursen, administrerende direktør i Bone's.

- Det begejstrer, at restriktionerne bliver ophævet og flyttet fra vores erhverv, så vi kan få en chance for at tjene vores egne penge igen efter alt for mange måneder, hvor det ikke har været muligt, siger Jan Laursen.

Kan åbne igen

For Bone's betyder fjernelsen af arealkravet, at alle kædens 17 restauranter igen kan vende tilbage til fuld kapacitet.

Førhen var der 10-11 procent af sædekapaciteten, der ikke kunne bruges, på grund af kravet.

- Det bliver dejligt at få de stole tilbage over en forhåbentlig travl sommer.

- Nu mangler vi bare at komme af med coronapasset, som mange dage om ugen og specielt omkring frokoster er en ærgerlig begrænsning for vores drift og gæsternes spontanitet, siger Jan Laursen.

Corona-pas udfases senere

Med hensyn til coronapasset er det først forventningen, at det udfases fra 1. oktober.

Men allerede fra torsdag vil en negativ PCR-test i coronapasset gælde for 96 timer i stedet for de hidtidige 72 timer.

En anden lempelse, der træder i kraft fra torsdag, vedrører det indendørs forsamlingsforbud. Det hæves fra 100 personer til 250 personer.

Forventningen er, at det indendørs forsamlingsforbud helt afskaffes fra 1. august.

Disse restriktioner fjernes

Som led i den genåbningsaftale, der er indgået af et flertal af Folketingets partier, ophæves en række coronarestriktioner fra torsdag.

Læs her, hvilke restriktioner der ophæves:

* Forsamlingsforbuddet indenfor bliver hævet til 250 personer. Hidtil har det været på 100 personer. Fra 1. august afskaffes restriktionerne for at samles indendørs helt.

* En negativ PCR-test er nu gyldig i 96 timer i stedet for 72 timer. En negativ PCR-test fremgår af coronapasset, der fortsætter med at blive brugt visse steder en rum tid endnu. En lyntest er fortsat kun gyldig i 72 timer. Forventningen er, at coronapasset udfases fra 1. oktober.

* Arealkrav og anbefalinger om afstand for serveringssteder, hvor gæsterne primært sidder ned, fjernes. Hidtil har der måttet være én person per to kvadratmeter, hvis gæsterne primært har siddet ned. Der har ikke været arealkrav ved udendørsservering.

Kilde: Kilde: Justitsministeriet
Powered by Labrador CMS