Rohde afviser borgmesterposten i Viborg

Jens Rohde trækker sig som borgmesterkanditdat i Viborg. Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO
Udgivet Opdateret

De Konservative er det bedste bud på en borgerlig borgmester i Viborg, siger V-kandidat Jens Rohde.

Det bliver næppe Venstres Jens Rohde, der overtager borgmesterposten i Viborg, som der ellers har været spekuleret i. Hovedpersonen selv har nemlig valgt at pege på De Konservatives Torsten Nielsen.

Det siger Jens Rohde til Ritzau.

– Jeg peger på det Konservative Folkeparti for at sikre det, som jeg opfatter som det bedst bud på en bredest mulig konstituering fra Dansk Folkeparti til SF. Det er mit bedste bud på at sikre, at det borgerlige flertal får en borgerlig borgmester.

– Jeg har hele tiden sagt, at for mig er udgangspunktet det brede samarbejde, men jeg vil selvfølgelig også gerne have, at det er en borgerlig borgmester, der er ved roret for det. Min person kommer først langt nede i rækkerne, og det har hele tiden været mit udgangspunkt.

– Det har jeg også fortalt min byrådsgruppe i går, efter at jeg har sonderet terrænet og konstateret, at det her er den bedste chance for at føre borgerlig politik på et bredt grundlag i byrådet, siger Jens Rohde.

Jens Rohde oplyser samtidig, at det betyder, han fortsætter som europaparlamentariker.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS