Her er SAS-bossen i dag

Han var topchef i SAS fra 1981 til 1993 - med både store op- og nedture. Helt frem til i dag er hans bog om ledelse fortsat aktuel. Jan Carlzon fylder 80 år

Fredag den 25. juni fylder tidligere topchef i SAS Jan Carlzon 80 år. (Arkivfoto)
Fredag den 25. juni fylder tidligere topchef i SAS Jan Carlzon 80 år. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Han var en slags ledelsesguru i 1980'erne og forfatter til en bestseller om ledelse, der fortsat sælger den dag i dag.

Han var øverste kaptajn i SAS igennem 13 år og en populær topchef for selskabet.

Men flere fejlslagne satsninger endte med at koste ham jobbet.

Fredag den 25. juni fylder tidligere topchef i SAS Jan Carlzon 80 år.

Jan Carlzon skrev bogen "Riv pyramiderne ned" i 1985, mens han var administrerende direktør i SAS.

Siden er bogen oversat til 20 sprog og solgt i 50 lande.

Ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie finans.dk blev bogen genoptrykt i 2018.

Svenske Jan Carlzon blev kaldt "verdens bedste Carlzon" - med hentydning til en populær børnebog af Astrid Lindgren.

Skabte SAS-ånd

Med sine ubestridelige lederevner og visioner skabte Jan Carlzon en helt ny SAS-ånd.

Passagerne skulle i centrum, der blev ryddet ud i ledelseslagene, og afstanden mellem ansatte og den øverste ledelse blev mindre.

Til at begynde med steg salgskurverne, flyene kom oftere afsted til tiden og passagerne var glade.

I 1986 blev SAS "Årets flyselskab" i verden - og Jan Carlzon solgte 200.000 eksemplarer af sin bog.

Med Jan Carlzon ved roret kastede SAS sig over hoteldrift og købte sig ind i andre luftfartsselskaber.

Nedtur i 1990'erne

Men i begyndelsen af 1990'erne begyndte en nedtur for alvor.

Passagertallene raslede ned, SAS-hotellerne gav kæmpe underskud, og investeringerne i luftfartsselskaber i blandt andet Argentina og Chile resulterede i nye tab.

Jan Carlzon havde dog fortsat store visioner - primært om at skabe en europæisk flygigant, Alcazar, som skulle være en fusion mellem SAS og selskaberne KLM, Austrian Airlines og Swissair.

Da fusionen faldt til jorden med et brag, var Jan Carlzon færdig i SAS.

Skiftede til rejsekoncern

Siden SAS-tiden har Jan Carlzon arbejdet som koncernchef og bestyrelsesformand hos rejsekoncernen Transpool og har desuden haft en række bestyrelsesposter.

Jan Carlzon er uddannet civiløkonom fra handelshøjskolen i Stockholm.

Han startede karrieren som journalist. Siden sadlede han om og blev rejseleder hos Vingresor på den spanske solkyst.

Her steg han i graderne og endte som selskabets administrerende direktør.

Herefter blev det til en direktørpost hos flyselskabet Linjeflyg, hvorfra han blev headhuntet til SAS.

SAS er født som skandinavisk samarbejdsprojekt

* SAS blev grundlagt i 1946 ved en sammenlægning af de nationale luftfartsselskaber i Danmark, Norge og Sverige.

* Første tur gik til New York 17. september 1946. Turen tog 25 timer, og det var nødvendigt at gøre tre stop på vejen for at tanke.

* Før coronakrisen havde SAS mere end 800 daglige afgange, og om året fløj selskabet omkring 30 millioner passagerer til over 125 destinationer i verden.

Kilder: SAS og Ritzau.

Powered by Labrador CMS