Hvert tredje barn har gjort det

I Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark har en ud af tre på 12-15 år fået et stik eller bestilt vaccinetid

Hver tredje på 12-15 år i Jylland og Fyn takker ja til vaccine
Hver tredje på 12-15 år i Jylland og Fyn takker ja til vaccine
Udgivet Opdateret

I tre af landets fem regioner har hver tredje mellem 12 og 15 år taget imod tilbuddet om at blive vaccineret.

De har enten allerede fået mindst et vaccinestik eller har bestilt tid til coronavaccinationen, viser tal fra regionerne Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark.

Der er samlet set 132.603 i aldersgruppen fordelt på de tre regioner, og heraf har 44.187 torsdag takket ja til tilbuddet.

Det svarer til 33,3 procent af gruppen.

Tallene er alle trukket torsdag, men der kan være forskelle på, hvornår på dagen de er hentet.

Ritzau forsøger at indhente tal fra de to resterende regioner, Sjælland og Hovedstaden.

Intet samlet tal

Statens Serum Institut (SSI) vil endnu ikke oplyse et samlet tal for, hvor mange i aldersgruppen der er blevet vaccineret eller har bestilt tid.

Det er planen, at en samlet opgørelse inkluderes i instituttets daglige oversigt med status på vaccination for de enkelte aldersgrupper fra 5. august.

Det var planen, at den danske vaccinegruppe 11 - de 12-15-årige - ville blive inviteret til vaccination fra engang i september, men fordi Danmark kunne købe vacciner fra Rumænien, som landet ikke fik brugt, blev der sat skub i vaccinationsprogrammet.

Og i midten af juli fik de børn, der fylder 12-15 år i 2021, en invitation til vaccination mod coronavirus.

Forældre tøver

Nogle forældre har været tøvende med at bestille en vaccinationstid til deres børn. Børnelægerne i Danmark er ikke enige med Sundhedsstyrelsen i, om børnene bør vaccineres mod covid-19.

Bolette Friderichsen, der er næstformand for børnelægernes selskab, Dansk Pædiatrisk Selskab, har tidligere sagt, at hun ikke kan bakke helhjertet op om vaccination af den samlede gruppe 12-15-årige.

- På den ene side ser det ud til, at børn sjældent får alvorlige bivirkninger af vaccinen, men omvendt så ved vi også, at de sjældent bliver alvorligt syge, hvis de smittet, sagde hun tidligere i juli til Ritzau.

Både europæiske og amerikanske lægemiddelmyndigheder har godkendt vaccinen fra Pfizer/BioNTech til brug på børn i alderen 12-15 år.

Sundhedsstyrelsen har flere gange sagt, at den anbefaler vaccination af børnene.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS