Kendt køleskabs-tømmer fylder år

Som livsstilsekspert har Anne Glad gennem et årti kortlagt kendte danskeres vaner ud fra indholdet i deres køleskabe og garderober. 10. maj fylder hun 50 år

Udgivet Opdateret

Der har altid været fart på i Anne Glads liv.

Med en karriere i reklamebranchen har hendes arbejdsdage i mange år været lange, og hendes kalender har været fyldt.

Længe var hun mere eller mindre anonym i offentligheden. Men så blev hun hyret som livsstilsekspert på DR's "Kender du typen?", og herefter blev hendes travle hverdag krydret med pressens interesse for hendes egen gøren og laden.

Det har dog ikke skræmt Anne Glad væk fra tv-skærmen, og når hun 10. maj fylder 50 år, kan hun blandt andet se tilbage på mere end ti år som fast indslag i et af DR's mest populære programmer.

Besøgt kendte danskere

Anne Glad er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og film- og medievidenskab. Hun har arbejdet som tekstforfatter i reklamebranchen og har været henholdsvis partner og strategisk direktør i reklamebureauerne Sunrise og Envision.

I dag er hun selvstændig og laver blandt andet foredrag om bøger, bæredygtighed og danskernes madvaner og sundhed.

Derudover er hun livsstilsekspert på "Kender du typen?", som hun har været en del af siden 2010.

Her har hun besøgt adskillige kendte danskere og gransket deres tøjstil, indretning og madvaner i forsøget på at gætte deres identitet.

Voksede op i Odense

I år er konceptet blevet udvidet med podcasten "Du kender typen", hvor Anne Glad forsøger at kortlægge kendte danskeres livsstil og værdier ud fra deres kvitteringer og kalendere.

Endelig skinner hendes personlige viden om og interesse for litteratur igennem i DR-podcasten "Bogselskabet".

Anne Glad er vokset op i Odense og bor i dag i København sammen med sin mand, musikeren Kim Wagner.

Inviteret ud på mail

Ham mødte hun i 2014 i Botanisk Have i København - eller hun lagde mærke til ham, og han lagde mærke til hende. Men de talte ikke sammen.

Anne Glad har en kandidatgrad i nordisk sprog og film- og medievidenskab og har arbejdet mange år i reklamebranchen. (Arkivfoto).
Anne Glad har en kandidatgrad i nordisk sprog og film- og medievidenskab og har arbejdet mange år i reklamebranchen. (Arkivfoto).

Efterfølgende sendte Kim Wagner en mail til hende, hvor han inviterede hende ud. Og så udviklede deres forhold sig hurtigt derfra, har Anne Glad fortalt til flere medier. Parret har sammen en søn på fire år.

Powered by Labrador CMS