Kirurger skrider efter kræft-skandale

Det kan få konsekvenser for patienter, at to kirurger forlader deres stillinger på omstridt kræftafdeling

Udgivet Opdateret

To kirurger, der udgør en betydelig del af kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital, har sagt deres stillinger op.

Det skriver Jyllands-Posten.

Opsigelserne kommer i kølvandet på en omfattende sag om for lange ventetider for hospitalets kræftpatienter.

Det kan ende med at få yderligere konsekvenser for en del af de nuværende patienter, at kirurgerne forlader deres stillinger.

Udtrykte alvorlig kritik

Det skriver ledelsen på den omstridte mave- og tarmkræftafdeling i en mail til den øvrige del af hospitalet onsdag ifølge avisen.

De to kirurger har været blandt de stemmer, som har udtrykt alvorlig kritik af hospitalets ledelse.

Ifølge Jyllands-Posten er de to kirurger overlæger og patientansvarlige på den såkaldte hipec-afdeling, som har været italesat i sagens forløb.

Her udføres særligt komplicerede kræftoperationer - også kaldet hipec-behandlinger.

Får betydning for patienter

- Opsigelserne får meget stor betydning for de patienter, der fremadrettet planlægges til at modtage denne behandling, skriver cheflæge Charlotte Burchard Nørager i mailen uden at blive konkret.

Den overordnede sag om for lange ventetider begyndte at rulle i marts.

Her kom det frem, at 293 patienter med tarmkræft har ventet for længe på en operation på Aarhus Universitetshospital.

Det var i perioden januar 2022 til og med februar i år.

Tallet er siden vokset til 313.

Rejste hård kritik

De 40 af dem er såkaldte hipec-patienter, skriver Jyllands-Posten. Det er dem, der kan se frem til mulige konsekvenser af opsigelserne.

De to overlæger har blandt andet rejst hård kritik af cheflæge Charlotte Buchard Nørager for - ifølge dem - at have udstukket ulovlige instrukser.

De ulovlige instrukser er blandt andet sket ved, at der er blevet lagt pres på lægerne om at skulle tilbyde færre kræftpatienter en hipec-operation, påstår overlægerne.

Kræver chefen fyret

Overlægerne siger op i protest mod, at sagen ingen konsekvenser har haft for Charlotte Burchard Nørager.

De vil dog gerne fortsætte i deres job, hvis cheflægen på afdelingen udskiftes, oplyser de.

Kritikken mod overlægen blev også rejst i et brev fra blandt andre de to overlæger i midten af maj.

- De ulovlige instrukser, de tre overlæger nævner, er de instrukser, der allerede har være omtalt kritik af i medierne, og som vi har beklaget og ændret, skrev cheflægen dengang som svar til kritikken.

To kirurger har forladt deres stilling efter skandalen.
To kirurger har forladt deres stilling efter skandalen.
Powered by Labrador CMS