Kronprinsen skyder OL i gang

Kronprins Frederik besøgte i dag Skole OL på Østerbro Stadion i København, hvor 811 skolebørn fra 35 københavnske skoleklasser kastede, løb og sprang om medaljer

Udgivet Opdateret

Der var store smil, sved på panden og ild i øjnene på 811 københavnske skolebørn fra 35 fjerde og syvende klasser, da der blev afviklet Skole OL på Østerbro Stadion i København onsdag formiddag. 

Og der blev også givet high fives af kronprinsen, som var mødt op for at give de mange børn en peptalk, skyde et af løbene i gang og kaste glans over Skole OL.

Stolte af kronprinsens deltagelse

Skole OL er et hjertebarn hos DIF. 

- Det omfavner alt det, som vi gerne vil stå for i form af bevægelse, fællesskab og fairplay. Det er OL i børnehøjde, og det er tydeligt at se, at børnene elsker at kæmpe sammen, siger Hans Natorp, formand for DIF.

Vilde med Frederik

Hans Natorp udtrykker samtid stor glæde over, at kronprinsen bakker op om projektet.

Billedet her er fra Skole OL på Østerbro Stadion i maj 2019, hvor kronprinsen også var med til at sætte gang i løjerne.
Billedet her er fra Skole OL på Østerbro Stadion i maj 2019, hvor kronprinsen også var med til at sætte gang i løjerne.

- Vi er stolte af, at kronprinsen tager sig tid til at bakke op om Skole OL. Det er tydeligt, at børnene er vilde med hans tilstedeværelse, og at de lige yder 10 procent ekstra, når han står på sidelinjen og hepper," slutter DIF-formanden.

Finaler i juni

Til hvert Skole OL går de bedste klasser videre til finalen, som afvikles i Billund Kommune den 14.-17. juni. 

Her deltager op imod 12.000 børn fra 4.-8. klasse fra hele Danmark.

Om Skole OL

Skole OL er OL i børnehøjde, og det låner en masse traditioner fra det rigtige OL. Der er eksempelvis indmarch, ilden tændes, og der uddeles medaljer. Disciplinerne er i flere tilfælde tilrettet alderen, så børnene fx ikke kaster med spyd, men med 'hylere', og man ror ikke på søen, men i ergometermaskiner.

Skole OL så dagens lys i 2009, men her var det kun for københavnske skoleelever. I 2012 blev Skole OL landsdækkende og i de senere år er legene blevet udvidet, så klasserne ikke kun kan deltage i atletikdiscipliner, men også i bueskydning, bowling, e-cykling, dans, orienteringsløb, parasport, ergometerroning, triatlon og ultimate.

Det traditionsrige Skole OL er et samarbejdsprojekt i Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik, som sammen med flere andre specialforbund under DIF har en målsætning om at udvikle Skole OL med endnu flere idrætsgrene på programmet og med flere deltagere til følge.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Atletik (DAF) står bag Skole OL, som støttes af Nordea-fonden, TrygFonden, Billund Kommune og Ole Kirk's Fond. Salling Group (repræsenteret ved Bilka) sponsorerer Skole OL. Se mere på www.skoleol.dk.

Kilde: DIF
Powered by Labrador CMS