Letbanen kolliderer med bil

Nu skal årsagen undersøges

Et letbanetog i Odense er kollideret med en bil under testkørsel.
Et letbanetog i Odense er kollideret med en bil under testkørsel.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 FYN

Et letbanetog i Odense er kollideret med en bil i krydset ved Ørbækvej og Stærmosegårdsvej.

Det bekræfter Flemming Ø. Pedersen, der er presseansvarlig for Odense Letbane.

- Som jeg har forstået, er der en kollision med en bil. Det er det eneste, jeg ved lige nu. Vi skal undersøge, hvad der er sket, før vi kan sige mere, siger Flemming Ø. Pedersen til TV 2 Fyn.

Episoden skete omkring klokken 12.45 tirsdag.

Odense Letbane oplyser, at letbanetogene kører med lav fart, så der formentlig ikke er sket alvorlig skade, men det skal undersøges.

- Jeg har ikke hørt om, at der er personskade, men det kan jeg ikke sige med sikkerhed, siger Flemming Ø. Pedersen.

- Det er første gang, at der er en decideret kollision, understreger han.

Odense Letbanes folk er på vej til uheldsstedet.

Bekræfter uheldet

Fyns Politi bekræfter uheldet.

- I forbindelse med testkørsel med letbanetog har der været et sammenstød med en personbil i krydset Ørbækvej/Stærmosegårdsvej, skriver Fyns Politi på Twitter.

- Ingen er kommet til skade. Kun materielle skader. Politi er på stedet og i fuld gang med at undersøge anledningen til uheldet, oplyser politiet.

Powered by Labrador CMS