Politiet med særlig advarsel

Kriminelle udnytter det aarhusianske boligræs til at udgive sig som udlejere og tage penge fra unge studerende

Kriminelle snyder boligsøgende studerende, advarer politiet
Kriminelle snyder boligsøgende studerende, advarer politiet

Citathistorie: TV2 Østjylland

En glædelig flyttedag for en ung slovakisk kvinde udviklede sig torsdag noget uheldigt.

Kvinden var kommet til Aarhus med en veninde for at studere.

Hun havde igennem Facebook fundet en udlejer, som hun havde betalt depositum til af to omgange for at kunne flytte ind i en lejlighed i M.P. Bruunsgade.

Problemet var bare, at da kvinden i går ankom til Aarhus, var det ikke muligt at få kontakt til udlejeren, og hun måtte sande, at hun var blevet snydt.

Politiet efterforsker nu sagen nærmere med henblik på at finde frem til den falske udlejer.

Langt fra den eneste

Den slovakiske kvinde er dog ikke noget enkeltstående tilfælde.

Det fortæller Lasse Nielsen Dyrberg, der er politikommissær i sektionen for økonomisk kriminalitet i Østjylland, til TV2 Østjylland.

- Det er sæsonbetonet i forhold til studiestart. Der bliver kamp om boliger, og så er der nogen, der ser muligheden for at lave nogle penge, siger han.

Selvom tilfældet torsdag omhandler en slovakisk kvinde, så gælder problemet også for danskere, der bliver snydt af en falsk udlejer.

- Vi oplever også, at det er herboende danskere, der bliver snydt. Vi ser, at der er kamp om at finde en bolig, og så i iver på at få den flytter de pengene til en falsk udlejer, siger Lasse Dyrberg.

Kan være svære at fange

Og når man først er blevet snydt, kan det være svært for politiet at fange de falske udlejere.

- Vi oplever udfordringer, i forhold til når der bliver betalt til udenlandske kontoer, da vi så først skal til at have fat i vores samarbejdspartnere i det pågældende land, siger Lasse Dyrberg.

- Er det til danske kontoer, er det forholdsvist ukompliceret at gå til. Vi oplever dog også, at der bliver brugt muldyr (red. mellemmand), som pengene bliver kørt igennem.

Sådan undgår du at blive snydt

Hvis du vil undgå at blive snydt af en af de falske udlejere, så har politiet oplistet nogle gode råd:

- Undersøg, hvem der ejer boligen. Hvis du skal leje gennem en privat, er det en god ide at kræve at se dokumentation for ejerskabet. Du kan se, hvem der ejer boligen på tinglysning.dk eller boligejer.dk.

- Betal ikke penge for en bolig, du ikke har set. Det gælder både depositum, forudbetalt leje og husleje. Det er altid en god idé at se boligen, inden du underskriver lejekontrakten og overfører penge til udlejer.

- Insister på at få lejligheden fremvist, og tjek ved samme lejlighed, at navn stemmer overens på kontaktperson, postkasse og hoveddør/dørtelefon. Er det ikke muligt at få fremvist lejligheden, bør du overveje, om der er tale om et reelt lejemål.

Udover de tre gode råd, så peger Lasse Dyrberg også på nogle 'røde flag', som man skal være opmærksom på, hvis man skal leje en bolig.

- Udlejer presser på:

- I Aarhus har man som udlejer ikke problemer med at få udlejet sin bolig. Man har ikke behovet for at presse på, for hvis den lejer ikke vil have den, så finder man en anden, siger Lasse Dyrberg.

- Udenlandsk konto:

- Aldrig nogensinde betal til en udenlandsk betalingstjeneste. Brug kontooverførsel og gør det til danske registrerings- og kontonumre, siger Lasse Dyrberg.

Derudover påpeger Lasse Dyrberg, at man ikke skal hjælpe nogen, der siger at deres konto ikke virker, da man risikerer at fungere som mellemmand for en kriminel.

- Lad vær med at lægge konto til, for du risikerer at få en sigtelse for hæleri, siger han.

Kilde: TV2 Østjylland
Powered by Labrador CMS