Medie: Betjente mistænkt i Solhave-sagen

Flere politibetjente er under mistanke i Solhavesagen. Foto: Thomas Borberg/POLFOTO
Udgivet Opdateret

Flere betjente skulle blandt andet for at have modtaget gaver ved juletid fra den omstridte institution.

Flere betjente er nu kommet i søgelyset i forbindelse med straffesagen mod forstanderen og medarbejdere på institutionen Solhaven.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende onsdag.

Betjente med tilknytning til Nordjyllands Politi er mistænkt for at have modtaget ulovlige ydelser, blandt andet er der påstande om, at flere betjente har fået gaver ved juletid.

Politidirektør Kirsten Dyrman fra Den Uafhængige Politimyndighed i Aarhus fortæller til avisen, at man efterforsker forhold, der går tilbage til 2005.

– Men jeg vil understrege, at der endnu ikke er sigtet betjente i sagen, siger hun til avisen.

Om der skal rejses sigtelser, vil der blive taget stilling til i forbindelse med de forestående afhøringer, fortæller hun. Hun vil hverken be- eller afkræfte, om der er mistanke mod navngivne betjente, men siger, at efterforskerne har en god idé om, hvem de skal tale med.

Der har været gennemført omkring 40 retsmøder i sagen om Solhaven i Farsø, hvor forstanderen og en række medarbejdere er tiltalt for blandt andet grov vold, mishandling og ulovlig tvang overfor beboerne.

Yderligere 13 retsdage venter, før der efter planen skal afsiges dom sidst i november.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS