Så længe fortsætter varmen

Her på det seneste har vi været heldige med det danske sommervejr. Men weekendvejret bliver en blandet fornøjelse, varsler Danmarks Meteorologiske Institut

Weekendens vejr bliver en blandet fornøjelse. Der er udsigt til både sol, skyer, lidt regn og blæsevejr. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Weekendens vejr bliver en blandet fornøjelse. Der er udsigt til både sol, skyer, lidt regn og blæsevejr. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Udgivet Opdateret

I hele Danmark har der været rig mulighed for at lufte sommertøjet i den seneste tid og nyde godt af både sol og varme. 

Men i weekenden er der udsigt til mere blandet vejr, som byder på både sol, en del skyer, lidt regn og kraftigere vind. Sådan lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). 

Flere skyer på himlen

Det starter rigtig fint ud fredag.

- Vi får nogen sol og temperaturer helt op mellem 19 og 24 graders varme, fortæller Frank Nielsen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), til Newsbreak.dk. 

Han fortsætter:

- Men vi skal forberede os på flere skyer på himlen. Ud på aftenen vil det faktisk være mest skyet med lokale byger.

Vinden bliver let til frisk mest omkring sydvest.

Temperaturen dykker markant

Fredag aften og natten til lørdag er der en koldfront, som bevæger sig ind over Danmark.

Det betyder, at temperaturen falder helt ned til 15-18 grader. 

- I de østlige egne af landet vil man opleve skyet vejr, og der kan falde lidt regn. Men i resten af landet er der udsigt til sol og kun enkelte byger, fortæller Frank Nielsen videre. 

Vinden tiltager til frisk til hård vind. Så vejret bliver mere blæsende, og det kommer til at føles køligere, varsler vagtchefen. 

Lunt sommervejr vender tilbage

Vinden aftager så igen til jævn til frisk omkring nordvest natten til søndag. 

Og søndag vender det lune sommervejr for alvor tilbage igen. Temperaturen kan snige sig op på 20 graders varme. 

Powered by Labrador CMS