Så mange er landet i Danmark

Endnu et evakueringsfly er fredag landet, men antallet af ombordværende og nationaliteter er ikke oplyst

Udgivet Opdateret

Endnu et fly med evakuerede fra Afghanistan er fredag kort før klokken 09.00 landet i Københavns Lufthavn.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

SAS-flyet har bragt de evakuerede fra Pakistans hovedstad, Islamabad, til Dubai og herfra videre til København.

Der var 153 personer om bord på flyet, oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.

- Det er blandt andet lokaltansatte, tolke og deres familier, personer fra danskerlisten, ngo’er samt Nato, skriver han.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) oplyste torsdag på Twitter, at "320 tolke og lokale medarbejdere med videre" var blevet evakueret ud af Afghanistans hovedstad, Kabul.

Mellemlander i Pakistan

I første omgang foregår evakueringen med militærfly fra Kabul til nabolandet Pakistan.

Herfra flyves de evakuerede videre til Danmark.

De personer, der torsdag morgen ankom til Danmark, var ifølge Udenrigsministeriet primært lokalt ansatte afghanere, der har arbejdet for den danske ambassade.

De er blevet indkvarteret i Center Sandholm i Nordsjælland, hvor Røde Kors står klar med psykologbistand og anden hjælp.

Udlændinge- og Integrationsministeriet oplyste torsdag, at de evakuerede skal opholde sig i centeret fire-fem dage i coronakarantæne.

Kan blive i to år

En politisk aftale sikrer, at de evakuerede afghanere har lovligt ophold i Danmark i to år.

Det første fly med evakuerede landede onsdag morgen i Københavns Lufthavn. Passagererne talte 14 nordmænd og en person med lovligt ophold i Danmark.

Med flyet fredag morgen er fire evakueringsfly indtil videre kommet til Danmark.

Evakueringsoperationen har været i gang i løbet af ugen, efter at den militante islamistiske bevægelse Taliban søndag tog magten i Afghanistan.

Magtovertagelsen skete hurtigere end forventet.

Søndag meddelte Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, at han var flygtet fra landet for at undgå blodudgydelser.

Powered by Labrador CMS