Sætter ny rekord

60 procent af de 65-75-årige brugte i 2022 mindst et socialt medie. I 2019 var tallet 51 procent

Udgivet Opdateret

De danske ældre er de seneste år blevet langt mere aktive på onlinetjenester som Messenger og Facetime. Faktisk er de mere digitale end nogensinde før.

Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse på baggrund af nye data.

I 2022 brugte 60 procent af de 65-75-årige mindst et socialt medie. I 2019 gjorde det samme sig gældende for 51 procent af aldersgruppen.

67 procent af gruppen sendte beskeder på platforme som Messenger og Skype, mens kun 41 procent af aldersgruppen gjorde det samme i 2019.

Stiger år for år

Chefkonsulent i Danmarks Statistik, Agnes Tassy, skriver i pressemeddelelsen, at ældres brug af onlinetjenester, onlinekøb og digitalt forbrug af nyheder og kultur generelt stiger år for år.

- Ældres frygt for at blive smittet med covid-19 og nedlukninger kan derudover have givet et ekstra boost til brugen af onlinetjenester, siger hun.

Hun fortæller, at det særligt er brugen af tjenester som Facetime og Messenger, som de ældre har taget til sig under coronapandemien.

Facebook

Facebook blev oprettet i februar 2004 af Mark Zuckerberg, der studerede på Harvard, med støtte fra blandt andre Andrew McCollum og Eduardo Saverin. I starten var der kun adgang for studerende med en college- eller universitets-e-mail-adresse. Siden da er Facebook gjort tilgængelig for alle. Man kan vælge at indmelde sig i et eller flere netværk såsom skoler, arbejdspladser eller geografiske regioner. Siden giver brugerne mulighed for at samle sig i grupper og udveksle tekst og billeder, som man kan sætte på sin profilside. Samtidig kan man kommentere andres profiler ved at efterlade noter på deres sider. På Facebook kan anvendes diverse applikationer, fx quizzer, spil og filmanmeldelser. Applikationer kan sendes til ens kontaktlistepersoner, og man kan sammenligne eventuelle resultater. Siden april 2008 har man desuden kunnet chatte med de venner, der er online.

Facebook er verdens mest besøgte website. Over 2,5 milliarder fotos bliver uploadet om måneden. Samtidig er Facebook også det mest blokerede website på arbejdspladser.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS