Skandalelæger lukker

Udvalg for almen praksis har frataget ejerne af Charlottenlund Lægehus retten til at drive klinik.

Lægehuset med de mange skandaler lukker nu. Ejerne må ikke drive praksis længere
Lægehuset med de mange skandaler lukker nu. Ejerne må ikke drive praksis længere
Udgivet Opdateret

Ejerne af Charlottenlund Lægehus, der er mistænkt for overfaktureringer af det offentlige, må ikke længere drive lægeklinik.

Det viser afgørelsen fra Landssamarbejdsudvalg for Almen Praksis (LSU). Det skriver Politiken.

- Lægerne har gentagne gange påført regionen unødvendige sygehjælpsudgifter og unødvendige lægemiddeludgifter, lyder det i afgørelsen ifølge Politiken.

Mistænkt for overfakturering

LSU har desuden vurderet, at "klinikejernes adfærd samlet set udgør en meget alvorlig misligholdelse af overenskomst om almen praksis (...) lægerne udelukkes fra at praktisere efter overenskomsten om almen praksis", står der i afgørelsen.

I udvalget deltager regionerne og Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Politiken har afdækket problemer med lægeklinikken, som er mistænkt for overfaktureringer af Region Hovedstaden.

Ifølge Politiken har lægeklinikken blandt andet haft fodboldklubberne FCK, Brøndby og FC Nordsjælland som kunder.

Opkrævede patienter

De har betalt for diverse prøver og sundhedstjek. Men samtidig skal klinikken have opkrævet betaling hos Region Hovedstaden for de samme ydelser.

Samtidig har patienter meldt, at lægehuset opkrævede penge fra regionen for konsultationer og behandlinger såsom knoglebrud og hjemmebesøg, som de ikke kunne genkende.

Ejerne af klinikken stod også bag testfirmaet Medicals Nordic. Det havde sammen med firmaet SOS International i en kort periode opgaven med at udføre lyntest for statens regning. De to firmaer blev hurtigt fyret.

Vil i retten

Politiken havde blandt andet afdækket, at personfølsomme data blev håndteret på WhatsApp, og at der var tvivlsomme sikkerheds- og hygiejneforhold.

De to ejere af lægeklinikken skriver i en mail til Politiken, at de vil indbringe afgørelsen fra udvalget for domstolene.

De mener ikke, at lægeklinikken har overfaktureret, og at "afgørelsen er truffet på et særdeles mangelfuldt grundlag - herunder blotte formodninger uden relevant bevis".

De to ejere af klinikken og en menig ansat bliver ifølge Politiken efterforsket af politiet. Det bliver undersøgt, om der er tale om bedrageri.

Powered by Labrador CMS