Otte russiske pengemænd straffet af EU

EU har indført sanktioner mod otte russiske pengemænd. Foto: Colourbox/free
Udgivet Opdateret

Otte personer og tre enheder føjes til EU’s sanktionsliste. Økonomisk straf til Rusland træder i kraft torsdag

EU indfører onsdag sanktioner mod otte russiske pengemænd for at støtte eller selv få noget ud af de beslutningstagere, som er ansvarlige for annekteringen af Krim-halvøen og urolighederne i det østlige Ukraine.

Derudover vil tre “enheder” – virksomheder, organisationer eller institutioner – blive sat på sanktionslisten. Med de nye tilføjelser tæller den 95 russere og ukrainere og 23 enheder.

Det var EU’s ambassadører, som mandag aften besluttede, at de russiske rigmænd skulle på listen, hvilket betyder, at de får indefrosset deres midler i europæiske banker og nægtet adgang til unionen.

Navnene på de otte personer vil blive offentliggjort i EU-Tidende onsdag aften.

De 28 EU-landes udenrigsministre mødtes i Bruxelles tirsdag i sidste uge få dage efter, at det malaysiske passagerfly MF17 styrtede ned over det østlige Ukraine.

På mødet tog de flere beslutninger som reaktion på styrtet, som de mente kunne være undgået, hvis Rusland havde stoppet strømmen af våben til Ukraine.

De blev enige om, at kriterierne for, hvem der kunne sanktioneres, skulle udvides, så de russiske pengemænd kunne blive ramt. Derudover bad de EU-Kommissionen om at forberede økonomiske sanktioner til beslutning snarest muligt.

Det skete tirsdag eftermiddag, hvor EU’s ambassadører efter et marathonmøde blev enige om at ramme Ruslands økonomi ved blandt andet at begrænse adgangen til det europæiske finansmarked, droppe fremtidige våbenhandler og stoppe eksport af særlige rør, som Rusland bruger til at bore efter olie med.

De økonomiske sanktioner vil træde i kraft torsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS