Stort giftfund i dansk sø

Fiskeriforbud i området indskærpes og badning i søen frarådes, efter fund af PFAS-stoffer

Billede af en mark i Korsør, der også har været samt af flourstoffer
Billede af en mark i Korsør, der også har været samt af flourstoffer
Udgivet Opdateret

I Region Midtjylland har man fundet store mængder af de formodet kræftfremkaldende og hormonforstyrrende PFAS-stoffer i en sø i et beskyttet naturområde syd for Thyborøn.

Forureningen formodes at stamme fra en nedgravet losseplads og truer ikke forsyningen af drikkevand.

Det fortæller Morten Bondgaard, der er chef for Jordforureningskontoret i Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

- Det er almindeligt, at vi finder PFAS, når vi undersøger områder med gamle lossepladser, men slet ikke i de her koncentrationer. Vores bedste bud er, at der må være deponeret noget særligt lige netop her, siger han.

Overskrider 1800 gange

Søen ligger i et såkaldt Natura 2000-område, der er udpeget for at beskytte bestemte arter og naturtyper.

Der findes en lang række af PFAS-stoffer. Det er specifikt det udskældte PFOS, der er fundet i store mængder i søen. Prøver fra søen viser, at stofferne overskrider kvalitetskriterierne knap 1800 gange.

PFOS er både mistænkt for at kunne påvirke menneskets reproduktion, give kræft samt give lever- og nyreskader.

Ingen badning eller friskning

Derfor har Lemvig Kommune taget initiativ til at skærme borgerne mod PFAS-stofferne i søen. Det fortæller Claus Borg, der er direktør for Teknik og Miljø i Lemvig kommune i en pressemeddelelse.

- Der har i mange år været fiskeforbud i området, og det indskærper vi selvfølgelig nu. Sammen med Naturstyrelsen får vi sat skiltning op, så ingen er i tvivl om fiskeriforbuddet, og at vi fraråder badning, siger han.

En del af naturområdet omkring søen er forpagtet ud, så der i dag går kvæg. De har dog ikke adgang til søen og området, hvor lossepladsen har ligget.

Undersøger vandløb

For en sikkerheds skyld undersøger Naturstyrelsen alligevel, om der PFOS i den vegetation, dyrene lever af, og om der dermed er risiko for, af PFOS via dyrene kan være endt i mennesker.

Siden regionerne i 2021 begyndte at undersøge vandløb for de kræftfremkaldende PFAS-stoffer, er de fundet i 29 vandløb, fremgår det af en opgørelse fra Danske Regioner.

PFAS-STOFFER

Perfluorerede stoffer er en stor gruppe af såkaldte per- og polyfluoroforbindelser (perfluoroalkylated substances, PFAS). Gruppen omfatter bl.a. PFOS (perfluorooctansulfonsyre), PFOA (perfluorooctansyre) og en lang række øvrige fluorerede forbindelser. De perfluorerede stoffer anvendes som slipmidler, overfladeaktive stoffer i emballage, maling, lak og fernis, klæbemidler, tæpper, imprægnering af tøj og galvano-tekniske produkter (overflade aktive stoffer i industrien).

Kilde: Miljøstyrelsen
Powered by Labrador CMS