Afslører: Sådan bliver julen anderledes i år

Coronarestriktioner kan betyde juledage med kortere gudstjenester og mindre salmesang

Udgivet Opdateret

Citathistorie: Kristeligt Dagblad.

Her i de første dage i september kan det føles som alt for tidligt at begynde at tale om jul.

Men det er ikke desto mindre det, man gør rundt omkring i mange af landets sogne. For hvordan kommer højtiden, hvor flest danskere går i kirke, til at tage sig ud i den nye coronavirkelighed?

En ting er sikkert: Det bliver ikke, som det plejer.

Det siger Johannes Olav Kruse Kristensen, der er provst i Lolland Østre Provsti, skriver Kristeligt Dagblad.

– Hos os synes vi ikke, der er lang tid til jul, og med den mangel på fart, som genåbningen af folkekirken sker med, er vi nødt til at gøre os nogen tanker om, hvordan fejringen kan foregå under restriktioner. Jeg har svært ved at forestille mig, at coronasituationen er bedre til den tid – så uanset hvad kommer vi til at lave julen anderledes, end vi har lyst til, siger han.

I Lolland Østre Provsti har kirkerne ikke lagt sig fast på konkrete løsninger endnu, men drøftet mulige scenarier for en coronavenlig julegudstjeneste.

Der er dog udfordringer ved dem alle, synes Johannes Olav Kruse Kristensen. For ham er kirkerummet for eksempel for vigtig en del af juletraditionen til, at man kan flytte gudstjenesten til en stor hal. Og hvis der skal holdes ekstra gudstjenester den 24. december, får de lokale kirkesangere, organister og præster en travl dag.

– Hvad det ender med, er op til det enkelte menighedsråd og deres præster. Men beslutningerne skal træffes snart. For vi skal sende gudstjenestelister for julen ud i næste måned, og personalet skal også have besked om, hvor meget de skal arbejde, siger han.

Flere muligheder

Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, oplever også, at drøftelserne om julen begynder at fylde i sognene.

– Det store arbejde med udsatte konfirmationer, dåb og vielser er ved at være overstået, og derfor er der tid til at begynde på overvejelserne om julen. Jeg har blandt andet hørt folk tale om at leje en stor idrætshal til at holde gudstjeneste i, og om at undlade at synge for at få plads til flere, men mange steder vil der sikkert blive væsentligt flere gudstjenester i kirken juleaften, siger han.

Søren Abildgaard sidder derudover med i folkekirkens corona-taskforce, der arbejder med, hvordan kirkerne kan åbne igen, og her har man også haft de første drøftelser om julegudstjenester. Emnet bliver taget op igen, når gruppen mødes i denne uge, siger han.

– Da vi ikke ved, hvilke restriktioner der gælder i december, kan vi nok ikke komme med nogen helt klare anbefalinger før slutningen af oktober. Men vi vil prøve at komme med idéer til, hvordan man kan indrette sig anderledes, og så skal mange kirker nok forberede sig på at have en plan a, b og c klar.

Powered by Labrador CMS