Vil give København fri hash

Sophie Hæstorp Andersen (S) foreslår nu, at det skal være lovligt at købe hash i København i særlige statsdrevne butikker - men Folketinget står i vejen

Overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen vil frigive hashen til befolkningen. Hun skal dog forbi Christiansborg med ideen først.
Overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen vil frigive hashen til befolkningen. Hun skal dog forbi Christiansborg med ideen først.

Citathistorie:Tv2 Lorry

"Regulér hash - og luk Pusher Street..

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets overborgmesterkandidat i København, Sophie Hæstorp Andersen, i et Facebookopslag onsdag, hvor hun opfordrer til en forsøgsordning med statsdrevne hash-butikker i hovedstaden.

Den tidligere regionsrådsformands forslag kommer efter en periode med skuddrab og knivstik på Christiania, som har fået 100 christianitter til at kræve et endeligt opgør med hashhandel på fristaden.

Som i Sverige

- For mig er det her jo et tidspunkt, hvor vi må sige: Nu er det altså tid til at gøre op med bandernes hashhandel i København, siger Sofie Hæstorp Andersen til TV 2 Lorry.

Hun foreslår derfor et system, der minder om Systembolaget i Sverige, som er de eneste butikker i vores naboland, der lovligt må sælge alkohol.

- Så vil vi fjerne rigtig meget af det marked, der er hos de kriminelle i dag og sikre, at vi kan sætte ind med mere åbenhed om, hvad der sælges, men også sikre, at man kan få adgang til behandling, uddyber Sophie Hæstorp Andersen.

Sket før

Hun ønsker derudover, at hashkøbere skal tilbydes rådgivning om misbrug i butikkerne, og at aldersgrænsen for salg vil blive 18 år.

- På den måde kan vi få de kriminelle elementer ud og samtidig sikre, at det ikke bliver solgt til mindreårige, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Det er langt fra første gang, at Socialdemokratiet i København foreslår en forsøgsordning med lovlig hash. Og overborgmesterkandidaten fra Enhedslisten i København, Line Barfod, synes også, at forslaget lyder bekendt.

Vedtages på Christiansborg

- Det er jo i høj grad det forslag, som Enhedslisten har haft i mange, mange år, og så har hun puttet lidt ekstra på. Hvis det er det, der skal til, for at forslaget kan blive vedtaget på Christiansborg, så er vi også med på det, siger hun til TV 2 Lorry.

Og det er netop på Christiansborg, hvor flere forslag om forsøg med lovlig hash er strandet.

Det har indtil nu ikke været muligt at finde et flertal til lignende forslag blandt politikerne i Folketinget, og overborgmesterkandidaten fra Venstre, Cecilia Lonning-Skovgaard, tvivler på, at dét kan lade sig gøre med det nye forslag.

Ikke nok opbakning

- Vi skal så huske på, at vi jo skal have Christiansborg med, før det kan blive til virkelighed. Og det er måske det jeg savner lidt i forslaget, siger hun.

Ifølge Sophie Hæstorp Andersen har hun drøftet sagen med sine partifæller i Folketinget.

Hun er dog ikke sikker på, at forslaget vil møde den nødvendige opbakning.

- Christiania er klar til det. København er klar til det. Jeg håber også at resten af Folketinget er klar til det, siger hun.

Prøvet i årevis

Spørger man Risenga Manghezi, der er talsmand for Christiania, så er han glad for forslaget.

- Jeg tror helt sikkert, at det vil kunne fungere. Det vigtigste er, at vi kommer i gang med nogle forsøg nu.

I hans optik burde Danmark have forsøgt med lignende tiltag tidligere.

- I Danmark har vi i årevis prøvet at gøre noget ved hashmarkedet. Man har prøvet med politi, og det har ikke virket. Vi har gjort, hvad vi kunne på Christiania. Det eneste vi ikke har prøvet i Danmark, det er at lave nogle forsøg med legalisering, ligesom man gør andre steder i verden.

Mange ansvarlige

Og han tror på, at københavnske hashrygere vil tage imod tilbuddet om at købe hash, der ikke støtter bandemiljøet.

- Jeg tror, at der er mange, som har et ansvarligt forhold til deres forbrug, som ikke har lyst til at støtte rockerbander eller andre bander, når de skal købe deres cannabis, siger talsmanden.

Powered by Labrador CMS