Politikredsene rundt om i landet benytter sig mere og mere af de sociale medier for at nå sine borgere.
Blandt andet, når der skal findes ejere til hittegods.
Sådan er det også i dette tilfælde – hvor de indleverede effekter ligger, kan man vist roligt sige, noget langt fra hinanden.
Det er Nordjyllands Politi, der på sin Facebook-side søger ejere til hittegods: En del ting er indleveret fra to hospitaler, noget andet fundet i et buskads.
(Du kan se effekterne i galleriet over artiklen).
Fra Aalborg Universitetshospital har Nordjyllands Politi fået ure og smykker, der er samlet mellem foråret 2018 og til nu.
“Har du selv glemt smykker på sygehuset i Aalborg, eller har du familiemedlemmer, som har efterladt sig smykker dér? Så er du meget velkommen til at lægge vejen forbi Aalborg Politigård i ekspeditionens åbningstid og lede efter dine savnede smykker”, skriver Nordjyllands Politi.
I Frederikshavn er der indleveret et noget anderledes stykke hittegods; nemlig en totalstation.
Totalstationen blev fundet i noget buskads på Badmintonvej i Frederikshavn sammen med batterier og en prisme, model MT1000, der bruges sammen med totalstationen. Derudover noget værktøj, som var blevet rustent. Måleudstyret var dog pakket godt ind – og har derfor ikke taget skade.
“Vi mener, der er tale om tyvekoster – formentlig stjålet her i 2019, måske fra en bil”, skriver politiet. .
Totalstationen befinder sig på politistationen i Frederikshavn. Her hører vi gerne fra borgere, der enten har et bud på rette ejer af effekterne eller har andre oplysninger, der kan være relevante i sagen.
En totalstation er et instrument, der “... ved hjælp af afstands- og vinkelmåling benyttes til at bestemme punkters placering”. (Kilde: Wikipedia).
Også i januar efterlyste politiet ejere til smykker – dengang fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Også her var de samlet fra 2018 og til januar 2019.
Ifølge politikredsen er der en del – mange – flere, end der kan ses på billedet.
– Så kig forbi Hjørring Politistation i ekspeditionens åbningstid og se, om du genkender det savnede, opfordrer Nordjyllands Politi, der i det hele taget opfordrer til at dele opslagene – og også gerne ringe på telefonnummer 114, hvis man mener at have mistet et smykke – eller en totalstation.