ANNONCE

Kan koste bøde: Er dine sidespejle indstillet korrekt?

19. marts 2018 15:56 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Ved du egentlig, hvordan du får det optimale udsyn? Her får du en guide til indstilling af sidespejle.

Indstilling af sidespejle er en fast del af livet som bilist. Alligevel er det ikke alle, der har styr på, hvordan man gør det.

Det fortæller juridisk konsulent ved FDM Dennis Lange til Newsbreak.dk.

– Der er nogen, der ikke sætter det korrekt, fortæller han.

Ifølge Dennis Lange fra FDM er det spørgsmålet om, hvor meget af bilens side man skal kunne se i sidespejlet, som nogle bilister tager helt fejl af.

FDM og Rådet for Sikker Trafik har de samme råd til, hvordan man indstiller sine sidespejle korrekt. Du kan se en guide til, hvordan du skal gøre i galleriet ovenfor.

FDM har dog ingen tal på, hvor udbredt et problem ukorrekt indstilling af sidespejle er.

Det har Rådet for Sikker Trafik heller ikke.

– Det er ikke noget, vi oplever som et stort problem i forhold til ulykker med tilskadekomne og dræbte, fortæller Jeppe Gudmandsen, pressemedarbejder ved Rådet for Sikker Trafik til Newsbreak.dk.

– Men det er selvfølgelig vigtigt, at man har ordentligt udsyn fra sin bil, tilføjer han.

Skal indstilles til hver enkelt bilist

Jeppe Gudmandsen understreger, at det er vigtigt, at man indstiller sidespejlene, så de passer til, hvordan man sidder i bilen.

– Helt grundlæggende er det et spørgsmål om, at man skal indstille spejlene så de passer til én. De skal være for det første være indstillet sådan, at når man sidder i den position, man sidder behageligt i, når man skal køre, så skal man kunne se spejlene tydeligt, og de skal give bedst muligt udsyn bagud, siger han.

Forkert indstilling af sidespejle kan give bøde

Faktisk kan man få en bøde, hvis man ikke sørger for, at sidespejlene sidder ordentligt. Det er hovedsageligt ved lastbiler, at man ser den slags sager, men bilister kan også blive straffet for ikke at have ordentligt udsyn i sidespejlene, oplyser Knud Reinholdt, der er leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

–  Hvis man overhovedet ikke kan se noget i dem. Hvis spejlet helt er væk, eller det er indstillet helt skævt, så kan man få en bøde, siger Knud Reinholdt, der er leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu