ANNONCE

Influencer tiltalt for overgreb: Nu er dommen faldet

13. september 2019 16:26 | Af: Ritzau Fokus

En mand med mange tusind følgere på nettet er frifundet i en sag om et overgreb på en kvinde i juni.

Influencer tiltalt for overgreb: Nu er dommen faldet
En mand i begyndelsen af 20'erne er frifundet for et overgreb på en kvinde i midten af juni. Han vidste ikke, at hun ikke ønskede at deltage i aktiviteterne, har Københavns Byret fredag afgjort. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Da en mandlig influencer fik en kvinde til at masturbere sig efter en bytur i juni, var han ikke bevidst om, at hun ikke ønskede at deltage.

Det har Københavns Byret fredag afgjort.

– Vi skal først sige, at vi ikke alle var enige.

– To mener, at anklagemyndigheden ikke har godtgjort, at tiltalte havde forsæt til at gøre som gjort i sagen. En fandt det godtgjort, at hun havde sagt nej, siger retsformand H. Fog-Petersen fredag i retten.

Med to stemmer mod én er manden dermed frikendt for overgrebet, der skulle have fundet sted 16. juni mellem klokken 03.30 og 07.00.

Manden er i begyndelsen af 20’erne og har mange tusind følgere på sociale medier.

Han har selv forklaret i retten, at han og kvinden havde flirtet med hinanden, og at han var overbevist om, at hun var med på at have sex, da de delte seng den pågældende morgen.

Han har derfor nægtet sig skyldig i anklagerne, der lød på blufærdighedskrænkelse og voldtægt ved anden seksuel omgang end samleje.

Kvinden derimod har i retten forklaret, at de udelukkende var venner. Da han ifølge hende havde taget hende på brystet, fjernede hun hans hånd og afviste efter eget udsagn klart, at der skulle ske noget seksuelt mellem de to.

Alligevel var han fortsat, og det havde fået hende til at stivne af frygt, så hun ikke gjorde modstand.

– Når du siger ja til, at en person kan sove ved siden af dig, og at de kan ligge i ske med dig, giver du dem også din tillid. Jeg siger, at der ikke skal ske mere. Når det så ikke bliver accepteret, kan man blive bange for, hvad der så skulle ske, har kvinden forklaret i retten.

Hun var tydeligt berørt i retten. Fordi hun var bange for tiltalte, blev han ført ind i et andet lokale, mens hun afgav forklaring.

Anklager Anders Larsson gik efter en fængselsstraf på mellem seks og otte måneder til tiltalte. Han vil ikke afvise, at anklagemyndigheden vil anke dommen til landsretten.

Et navneforbud, der har været gældende under sagen, er blevet udstrakt. Det er derfor ikke muligt at fortælle yderligere om den pågældende influencer.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu