ANNONCE
En 17-årig dreng er sigtet for at have voldtaget en jævnaldrende pige. Drengen blev anholdt søndag og mandag fremstillet i et grundlovsforhør, der endte med en varetægtsfængsling.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Den unge mand nægter ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi at have voldtaget pigen, og han har derfor kæret sin varetægtsfængsling, der af dommeren blev fastlagt til to uger.
Han er dog ikke den eneste, der har udtrykt sin utilfredshed, for anklageren i sagen har valgt at kontrakære. Anklagemyndigheden vil have en fire uger lang fængsling i stedet.
Sådan udlægges den korte version af sagens udvikling på Twitter, men Jydske Vestkysten var til stede ved grundlovsforhøret, og ad den vej er nogle detaljer sluppet ud om forholdet.
Ifølge avisen skal selve voldtægten være foregået klokken 00.21 i en lejlighed i Esbjergs Skolegade, der er kendt for at være gaden med mangt et populært gå-i-byen-sted.
Politiet modtog anmeldelsen søndag klokken 12.45, og anholdelsen fandt sted søndag klokken 16.14. Det meste af grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
Selv ikke den sigtedes mor fik lov at høre drengens forklaring – han bad nemlig om at få hende sendt ud af hensyn til det “personlige emne”. Det blev godkendt, da en kommunal værge var i retten.
ANNONCE