ANNONCE

Ingen ved om de bliver testet

10. august 2020 14:20 | Af: Newsbreak.dk

Siden 2. juli har over 2.900 udenlandske arbejdstagere krydset grænsen for at arbejde i Danmark. Det er frivilligt, om de vil lade sig teste for corona-virus.

Citathistorie: Fagbladet 3F.

Samtidig med, at antallet af corona-smittede i Danmark er stigende, strømmer tusindvis af udenlandske arbejdstagere hertil.

Men ingen ved, om de bringer den frygtede virus med sig, for myndighederne har ikke overblik over, hvor mange der lader sig teste. Det skriver Fagbladet 3F.

– Det er uhensigtsmæssigt, hvis man ikke har et overblik over, hvor mange der bliver testet, siger Christian Wejse, der er forsker på Aarhus Universitet og afdelingslæge på Aarhus Universitetshospital og beskæftiger sig med global sundhed og infektionssygdomme.

Fra 2. juli til 4. august er i alt 2.915 udenlandske arbejdstagere fordelt på 822 firmaer kommet til Danmark for at arbejde.

Det viser tal fra Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT), som Fagbladet 3F har gennemgået.

Over halvdelen af firmaerne kommer fra Polen.

2. juli meddelte Beskæftigelsesministeriet, at det nu var muligt at teste indrejsende arbejdskraft for corona-virus.

Kender ikke omfang

Men testen er frivillig, og hverken hos Statens Serum Institut (SSI), Sundhedsstyrelsen, Beskæftigelsesministeriet eller Styrelsen for Patientsikkerhed ved man, hvor mange der rent faktisk lader sig teste.

– Vi er ved at nå op på et ret betydeligt antal smittede personer i samfundet, og set i lyset af de mange smittede i Ringsted bør myndighederne opprioritere indsatsen for at teste og smitteopspore, også hos migrantarbejdere, siger Christian Wejse.

Han henviser til den aktuelle situation hos Danish Crown i Ringsted, hvor foreløbigt 120 medarbejdere er blevet konstateret smittet med corona-virus. Heriblandt mange polske slagteriarbejdere, som rejser frem og tilbage over grænsen.

Lone Simonsen, der er pandemiforsker og professor på Institut for Naturvidenskab og Miljø ved Roskilde Universitet, siger til Fagbladet 3F:

– Der har været mange store udbrud af corona-virus på slagterier verden over. Der er gode muligheder for superspredning på slagterierne på grund af de særlige arbejdsforhold med tæt kontakt, kulde, høj luftfugtighed, samt at der ofte er migrantarbejdere, som bor tæt sammen.

– Alt dette skaber nærmest perfekte betingelser for spredning af virus. Derfor er det ønskeligt, at alle, som arbejder der – uanset nationalitet – bliver testet. Så kan man forhindre fremtidige udbrud og nedlukninger, tilføjer forskeren.

Møder kritik

Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl kritiserer regeringen og myndighederne for, at der ikke er overblik over test af udenlandske arbejdstagere.

– Det er uprofessionelt, at der ikke er styr på, om de arbejdere, der rejser frem og tilbage eller kommer hertil, er smittede eller ej, siger Christian Juhl.

Allerede i forbindelse i forbindelse med nedlukningen af Danmark vakte den manglende kontrol og krav om karantæne til udenlandske arbejdstagere, der kom hertil, kritik.

Det fik politikerne til at love handling, og som led i en ny teststrategi er udenlandske arbejdstagere fra højrisikolande siden 2. juli i år blevet opfordret til at få lavet taget en corona-test, også selvom de ikke har symptomer.

Statens Serum Institut (SSI), der står for overvågningen af corona-virus i Danmark, har dog ikke tal på, hvor mange der har benyttet sig af tilbuddet eller i givet fald er blevet testet positive.

– I forbindelse med overvågningen af COVID-19, som er SSI’s område, har vi ikke nogen udmeldinger omkring det lige nu, men det er et emne, vi er opmærksomme på, lyder det fra SSI i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.

Fagbladet 3F har uden held forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu