ANNONCE

Inter-boss håber på snarlig Eriksen-aftale

26. januar 2020 16:21 | Af: Ritzau Fokus

Inter og Tottenham forhandler om, hvad det skal koste Inter at få Christian Eriksen til klubben i januar.

Inter-boss håber på snarlig Eriksen-aftale
Christian Eriksen har spillet for Tottenham siden 2013. (Arkivfoto) Foto: Matthew Childs/Scanpix

I Inter håber og tror man på, at Christian Eriksen snart kan trække klubbens sort- og blåstribede trøje over hovedet.

Søndag lyder det fra administrerende direktør Giuseppe Marotta, at den italienske klub håber på en snarlig aftale.

– Vi er optimistiske og håber på, at en aftale kan komme på plads så hurtigt som muligt, især fordi transfervinduet lukker på fredag, siger Marotta ifølge Football Italia til mediet DAZN.

– Vi skjuler os ikke. Alle ved, at vi har forhandlet med Tottenham i noget tid. Hans (Eriksens, red.) kontrakt udløber 30. juni, så det er rettighederne til ham i de næste seks måneder, vi diskuterer, siger Inter-direktøren.

Artiklen fortsætter under videoen.

Fredag lød det fra flere medier, at de to klubber var blevet enige om en aftale, der sender den danske midtbanespiller til Milano-klubben.

Lørdag skrev engelske BBC Sport, at Inter håber på at færdiggøre handlen mandag.

Christian Eriksen var ikke med i Tottenhams kamptrup, da klubben lørdag mødte Southampton i FA Cuppen.

Efter opgøret, der endte 1-1, beklagede Tottenham-manager José Mourinho sig over det langtrukne forhandlingsforløb med Inter og afviste, at det var London-klubbens skyld, at danskerens eventuelle skifte trækker ud.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu