ANNONCE

Intern mail afslører tour-planer

12. april 2020 20:32 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ifølge et intern mail, som Reuters har set, arbejder Tour de France-arrangøren på at udsætte løbet.

Intern mail afslører tour-planer
Egan Bernal vandt Tour de France i 2019. Det er endnu uvist, hvad der kommer til at ske med 2020-udgaven. Foto: Christian Hartmann/Reuters

Coronakrisen har ført til udsættelse af sommerens OL og EM i fodbold samt aflysning af Wimbledon, og nu står Tour de France tilbage som den store begivenhed, hvor der endnu ikke er klarhed over situationen.

Arrangøren, ASO, vil senest 15. maj melde ud om en beslutning, men allerede nu kan nyhedsbureauet Reuters fortælle, at pilen peger mod en udsættelse af verdens største cykelløb frem for en aflysning.

Reuters har således fået indsigt i en intern mail fra den franske avis L’Equipe, der arbejder sammen med arrangøren og publicerer officielt fra løbet, hvor det fremgår, at fokus er på en udsættelse til senere på sommeren.

– Den globale krises uforudsigelige karakter, som vi alle er fanget i, betyder, at vi bliver nødt til at være tålmodige, før der er en officiel meddelelse fra ASO om løbet i 2020. Det nuværende fokus er på en udsættelse til senere på sommeren snarere end en aflysning, lyder det i det interne brev.

Af mailen fremgår det ikke, hvornår man i så fald vil udsætte løbet til. ASO har ifølge Reuters ikke villet kommentere mailen. Tour de France skulle efter planen køres fra 27. juni til 19. juli.

Hårdt ramte

Årets første grand tour, Giro d’Italia, skulle begynde 9. maj i Budapest, men er foreløbigt udsat. Årets vanligvis sidste grand tour, Vuelta a Espana, er oprindeligt planlagt til at skulle afvikles fra 14. august til 6. september.

I øjeblikket er både Frankrig, Spanien og Italien nogle af de lande, der er hårdest ramt af corona-pandemien. De seneste tal fra Frankrig lyder på, at godt 14.000 mennesker er omkommet, mens de har været smittet med coronavirus.

Det samlede antal af coronadøde i landet nu er nået op på i alt 14.393. Tallet var lørdag på 13.832. De franske myndigheder siger, at antallet af bekræftede tilfælde af coronavirus i alt er på 95.403 indtil nu. Antallet af bekræftede eller mulige coronasmittede på landets plejehjem var søndag opgjort til 37.188.

Antallet af coronadøde i Italien er søndag steget med 431 til 19.899. Den laveste stigning siden 19. marts.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu