ANNONCE

Intet bevis for racisme-drab

13. november 2020 12:52 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk og Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

To brødre er blevet tiltalt for drab på en 28-årig mand på Bornholm.

Intet bevis for racisme-drab
De to brødre, der er fængslet for drabet på en 28-årig, er nu tiltalt for manddrab. Foto: Presse-fotos.dk

Opdateret 12.52 med kommentarer og detaljer fra anklager.

Tirsdag den 23 juni 2020 blev en 28-årig fundet død ved en shelter- og bålplads i Nordskoven ved Haslevej uden for Rønne.

Siden er to brødre blevet anholdt i sagen. Nu tiltales de for manddrab på den 28-årige, skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse fredag 13. november.

Den 10. november 2020 er der rejst tiltale i, hvad politiet kalder for Shelter-sagen. Tiltalen for manddrab er rejst mod de to brødre, der allerede er varetægtsfængslet i sagen. Den er berammet til hovedforhandling som en nævningesag den 30. november og den 1. december ved Retten på Bornholm.

Brødrene er tiltalt efter paragraf 237 i straffeloven.

Ingen hatecrime

Sagen blev blandt andet meget omtalt, fordi der gik rygter om, at drabet kunne være med et racistisk motiv. Noget som politiet hele tiden har afvist til trods for bedrevidende debattører, der konsekvent påstod, at det altså måtte være racistisk.

Til Newsbreak.dk oplyser chefanklager Benthe Pedersen Lund fra Bornholms Politi, at brødrene ikke er tiltalt efter straffelovens paragraf 81, nr. 6, der omhandler såkaldt hadkriminalitet baseret på hudfarve, etnicitet og lignende.

Politiet oplyser, at på grund af brødrenes længerevarende venskab med den afdøde, er der ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale for hatecrime som en strafskærpende omstændighed.

En af de involverede brødres fascination af partiet Stram Kurs og det faktum, at han har tatoveret et hagekors på kroppen, forstærkede i offentligheden mistanken, der altså er afvist af politiet. Var de tiltalt for det, påhviler det selvsagt anklageren at kunne føre bevis for det.

Dræbte vennen

Det er i medierne kommet frem, at de to brødre kendte den 28-årige mand særdeles godt. Faktisk var de rigtig gode venner. De to brødre på 25 og 23 år blev i løbet af tirsdagen anholdt i forbindelse med drabet.

Indledningsvis var der ikke meget information omkring, hvordan den 28-årige var blevet dræbt, men hen ad vejen blev detaljer om hændelsen delt i medierne.

Den 28-årige blandt andet var blevet slået med granrafter, stukket med kniv, brændt og fik et knæ på halsen.

Sidstnævnte detalje var blandt andet – udover den 28-åriges afrikanske afstamning – med til, at det blev formodet, at der var tale om et drab med racistisk motiv. Med henvisning til politidrabet på George Floyd i USA, der døde netop således.

I sagen er der nedlagt navneforbud for brødrene, fordi de modtog en voldsom mængde trusler og hadbeskeder fra almindelige danskere. Benthe Lund oplyser, at navneforbuddet fortsat er i effekt. Det afskærer Newsbreak.dk og andre medier fra at uddybe personlige oplysninger, der kan identificere de to.

Det er uvist, hvilken straf Anklagemyndigheden vil gå efter. Ofte i sager om manddrab vil det være ud fra en konkret vurdering baseret på skærpende omstændigheder, drabets karakter og en række andre forhold. Strafferammen for manddrab ligger i spændet mellem fem års fængsel indtil livstid. I alle tilfælde ubetinget.

– Det kommer ikke til at fremgå før behandling i retssalen, siger Benthe Lund fredag og vil derfor ikke fortælle, hvilken straf Anklagemyndigheden går efter.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu