Afsløring: Her er den nye iPhone

11. september 2019 06:13 | Af: Ritzau Fokus

Tirsdag blev tre nye iPhone-modeller afsløret. En model er billigere, mens to har tre kameraer i ryggen.

Del:

Iphone 11 er på gaden. Den blev præsenteret mandag.

Der var gode nyheder for fotoentusiaster, da Apple tirsdag præsenterede tre nye iPhones på et pressemøde i hovedkvarteret i Cupertino, Californien.

De kunne glæde sig over, at to af telefonerne nemlig rummer tre kameraer på bagsiden foruden kameraet foran. Der drejer sig om modellerne iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max.

Standardmodellen går under navnet iPhone 11 og får to kameraer bagpå. Hensigten med de nye funktioner er at give brugerne mulighed for at optage videoer i højere kvalitet og indfange mere af omgivelserne.

Hos Apple er det blevet en tradition at præsentere en serie nye iPhones i september hvert år.

Iphone 11 billigere end X

Sidste år blev den på daværende tidspunkt nyeste iPhone, iPhone XR, præsenteret til en pris på 749 dollar. Med den billigste af de tre nye modeller kan man i år se frem til en nedsættelse i pris til 699 dollar, hvilket svarer til cirka 4700 kroner, på det amerikanske marked.

Apple oplyser i en pressemeddelelse, at den danske mindstepris bliver 6299 kroner for standardmodellen, mens prisen for den dyreste model, iPhone 11 Pro Max, starter på 9799 kroner.

Nye streamingtjenester

En række andre tiltag blev også offentliggjort ved tirsdagens præsentation. Blandt andet meddelte techgiganten, at en ny streamingtjeneste bliver lanceret 1. november.

Den skal tage kampen op med etablerede tjenester som Netflix og HBO og får navnet Apple TV+.

I modsætningen til konkurrenterne tilbyder Apples streamingtjeneste dog ikke film og serier, der allerede er på markedet. Der vil udelukkende være tale om originale produktioner.

Pris: 39 kroner

Tiltaget kom allerede frem i marts, men tidspunktet for lanceringen og prisen kom frem tirsdag. For at benytte tjenesten skal man i USA betale fem dollar om måneden svarende til knap 34 kroner.

Den danske pris bliver 39 kroner om måneden, oplyser Apple.

På Apple Danmarks hjemmeside kan du læse mere om iPhone 11.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu